Maria Appel, formand for Brovst Borgerforening, er klar med programmet til årets byfest i Brovst. Foto: Jesper Hansen
Mennesker

Maria laver byfest: Se programmet her

24. april 2022 kl. 15:30

- Nu er vi sluppet ud af coronaen, så nu skal der festes.

Det siger Maria Appel, formand for Brovst Borgerforening, der er i fuld gang med at arrangere årets byfest i Brovst.

- Sidst vi havde byfest, var i 2019, så vi har en del at indhente. Så den skal have fuld gas, og vi har bestilt både bands, DJ og underholdning, så der bliver noget for enhver smag. Vi glæder os helt vildt.

Byfesten i Brovst kommer til at foregå den 16., 17. og 18. juni.

- Der bliver lagt ud torsdag den 16. juni med fællesspisning. Bagefter er der underholdning med Karsten Sørensen, som er mentalist, psykologisk entertainer, tankelæser og manipulator. Et arrangement vi glæder os til, og håber på stor opbakning til, fortæller Maria Appel.

Børnekarneval

- Fredag har vi børnekarneval gennem byen og ned til pladsen, og igen spis sammen arrangement for alle med helstegte kyllinger med tilbehør. Senere på aftenen er der live musik med MD Duo - et par friske drenge fra Thy.

- Lørdag lægger vi ud med morgenmad i teltet, og derefter er der kræmmermarked på pladsen. Hele dagen er der underholdning for børn og barnlige sjæle på pladsen og også konkurrencer i teltet.

- Om aftenen er der dækket op til teltfest med helstegt pattegris og alt, hvad dertil hører. Efter maden vender Brovst-revyen tilbage – og så er der dans bagefter til klokken 2.

- Alle dage er der selvfølgelig telt med bar, pølsevogn og gratis hoppeland, sponsoreret af Lions Brovst, til ALLE børnene, siger Maria Appel, der regner med, at byfesten efter flere års pause bliver en kæmpesucces.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu