Lokaljournalist og tidligere militærmand fylder 75 år
ØLAND: Journalist og rejseleder Hans Michael Christiansen, Amagervej 1, Øland, fylder 75 år tirsdag 1. oktober.
Hans Michael Christiansen blev efter skoleganget bankuddannet, men valgte hurtigt derefter at satse på en karriere som officer i forsvaret. Frem til 1978 var han ansat ved Sønderjyske Artilleriregiment i Varde. Siden blev han med rang af major af reserven tilknyttet flere NATO-stabe, seneste LANDJUT i Rendsburg, Tyskland og Multinational Corps i Stettin, Polen.
I 1978 opgav Michael Christiansen den faste tilværelse i forsvaret til fordel for et job som afdelingsleder i Aalborg for typehusfirmaet Høm Huse. Sideløbende gennemførte han uddannelse til statsautoriseret ejendomsmægler og valuar.
Efter en periode som selvstændig ejendomsmægler indtil byggekrisen kunne mærkes på ejendomsmarkedet, blev han ansat som Himmerlandsfondens forretningsfører og samtidig daglig leder af kursuscenteret ved Tranum Strand.
I 1994 kom Hans Michael Christiansen til Fjerritslev Avis som journalist og dækkede især den daværende Brovst Kommune. Da Fjerritslev Avis blev fusioneret ind i Nordjyske-koncernen, fortsatte han som skrivende og redigerende medarbejder i Nordjyske med arbejdsplads på Midtfjord-redaktionen i Fjerritslev.
Da Hans Michael Christiansen blev pensioneret fra Nordjyske Medier fortsatte han som selvstændig freelance journalist med speciale i rejse- og forsvarsstoffet. Desuden blev han rejseleder hos Riis Rejser, Lemvig, hvor han jævnligt er på rejse Europa rundt, men han har i forbindelse med 75-års fødselsdag bebudet, at det nu er slut med rejseriet.
Hans Michael Christiansen har i en længere årrække været bosat på Øland, hvor han nyder stor anseelse i lokalsamfundet, som han tager aktiv del i. Øland Beboerlaug nyder godt af hans sikre pen på de sociale medier – og så har han i flere perioder frem til sidste år været oldermand i Øland Sildelaug.
Hans Michael Christiansen er gift med sygeplejerske Sophie Jytte Tougaard Klahn.
På grund af sin mangeårige miltære karriere er han tildelt Forsvarets Hæderstegn og Hjemmeværnets Fortjensttegn.