Lokal musikfestival er klar med de to første navn
FJERRITSLEV: VesterhavsRock er nu klar til at annoncere de to første navn til årets koncert.
Få danske bands kan prale af at have åbnet Orange Scene på Roskilde foran et publikum på 70.000 – men det kan Blæst. Derfor er det med stor forventning, at VesterhavsRock præsenterer Blæst på programmet.
Blæst har med hits som DISKO I KBH, SOVER DU NU, det enorme hit JUICE (vinder af P3 Guld Lytterhittet i 2022), ALL IN feat. Lamin og senest ELSKER DIG SÅ MEGET, som hele efteråret har ligget i toppen af dansk radio, gjort sig bemærket som en af Danmarks største musikalske succeser. I 2024 modtog de igen P3 Guld Lytterhit-prisen – endnu et bevis på deres store appel.
Blæst spiller på Store Scene lørdag den 2. august 2025.
En anden kunstner, der i rekordfart har taget plads blandt Danmarks nye stjerneskud, er Mumle. Hun fik sit gennembrud i efteråret 2023 med hittet DET MODSATTE, der hurtigt placerede hende som en af landets mest lovende poptalenter.
Bag kunstnernavnet Mumle står Julia Kathrine Hansen, født og opvokset i Sønderjylland. Musikken har altid været en passion, men drømmen om at optræde for alvor blev først genoplivet, da hun som handelsskoleelev i 2021 begyndte at skrive tekster til YouTube-backingtracks.
Det blev starten på en musikalsk rejse, der i dag har gjort hende til et navn, der ikke længere kan ignoreres. I 2024 udgav hun EP’en MUMLER IKKE, fyldt med iørefaldende popnumre, og i sommers udkom hittet HVOR SOLEN IK SKINNER i samarbejde med Svea S.
Publikum kan se frem til en uforglemmelig optræden med Mumle fredag den 1. august i Bøgeskoven i Fjerritslev.