Lau Aaen har under ingen omstændigheder glemt Valentinsdag.
Mennesker

Klumme: Valentinsdag rager mig en papand

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

13. februar 2023 kl. 14:51

Om jeg fuldstændig har glemt Valentinsdag? Må man lige være her, helt ærligt. Det var da en mærkelig måde at komme anstigende på.

Slap da lige af.

Nej, jeg har da ikke glemt den, må jeg være fri, men jeg skal saftsuseme ikke være romantisk på kommando, det kan jeg godt sige dig. Det er en ting, der er helt sikker.

Det kan du godt glemme.

Jeg nægter.

Jeg har bedre ting at tage mig til. Derude hvor jeg er fra, ude fra virkeligheden, ude fra Produktionsdanmark, hvor vi rent faktisk laver noget, har vi sguttetid til at holde Valentinsdagi tide og utide, hvis det her land skal hænge bare lidt sammen.

Vi tager fat, mens andre laver pjat.

Det er det, vi altid siger og jeg er også totalt ligeglad med Valentinsdag eller hvad de kalder den, helt og aldeles og fløjtenfisme, og sådan er det og sådan bliver det ved med at være. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det har ikke noget som helst med noget at gøre, jeg er bare ligeglad. Jeg er så ligeglad, du fatter det slet ik’.

Fjer, papænder og høstblomster rager mig mere. Det siger alligevel noget.

Det er heller ikke engang en officiel flagdag. Det er jo ikke til at tage seriøst og det har jeg heller aldrig gjort, for den er 100 procent ligegyldig for mig og jeg har absolut ingen holdning til Valentinsdag eller hvad den nu hedder og jeg synes faktisk, det er en direkte uskik. Må man lige få lov bare et halvt sekund at sørge over tabet af Store Bededag, en ægte helligdag, en ærkedansk dag, et nationalt samlingspunkt indstiftet af kongen, før vi får en eller anden intetsigende amerikansk consumer-day proppet ned i halsen, bare fordi nogen vil sælge afklippede blomster og hjerteformet mælkechokolade.

Det er simpelthen ikke i orden.

Hvorfor går det kun den ene vej? Hvornår har amerikanerne nogensinde fejret en dansk mærkedag, jeg spørger bare.

Markerede de overhovedet Dronningens 80-års?

Nej, man river hvederne ud af vore hænder og beder os købe tomme kalorier og pynteblomster, groet på fuldfed landbrugsjord midt i en global fødevarekrise. Det er simpelthen for langt ude.

Du kan godt spare dig.

Det er ikke en diskussion, jeg kommer til at gå ind i.

Og så skal vi forestille os at hædre en eller anden Sankt Valentin-type eller hvad? Den Sankt Valentin, jeg kender, han blev sat noget så eftertrykkeligt fra bestillingen, fordi hans evindelige vielser og jeg ved ikke hvad forpurrede kejser Claudius rekruttering af kvalificerede medarbejdere til en statslig romersk arbejdsplads. Det er så åbenbart sådan en helgen, vi skal hylde nu, lige nu, i disse tider, hvor vi døjer gevaldigt med at rekruttere varme hænder til velfærdens kerneopgaver og hvor vores virksomheder skriger efter arbejdskraft.

Det er fuldstændigt utidigt.

Der er krise og jeg savner en krisebevidsthed, det må jeg bare sige.

Vi tager for let på det.

Det bliver uden mig, det der.

Jeg render mig en tur.

Annonceret indhold

Nyeste