Julestue hos spejderne i Skovsgaard
Andagt og mange forskellige kreative værksteder
SKOVSGAARD: Traditionen tro har KFUM-spejderne i Skovsgård op mod advent holdt julestue med velkomst af gruppeleder Mogens Chr. Gade.
Bagefter blev der sunget et par julesange, og provst Folmer Toftdahl-Olesen havde en kort andagt
Herefter gik det løs i de mange værksteder, som blev flittigt besøgt.
Der var granværkstedet, appelsinværkstedet, nisseværkstedet, klippe/klistreværkstedet samt bagerværkstedet.
Efter en times aktiviteter blev der budt på kaffebord med amerikansk lotteri med flotte gevinster skænket af de handlende i lokalsamfundet og omkringliggende byer.
Der var flot tilslutning til arrangementet.
Næste store fælles arrangement hos Skovsgårdspejderne bliver spejdergudstjenesten i Øster Svenstrup Kirke onsdag 9. januar klokken 18.30.