Billede beskrivelse

Jonna holder ophørsudsalg, men stopper ikke

09. april 2026 kl. 06.02

TRANUM: Jonna Skydt Andersen har solgt sin ejendom på Ejstrupvej i Tranum. Så nu er der ophørsudsalg i Tranum Lys og Glas, der har ligget på adressen siden 1968.

- Alt skal væk inden den 30. maj, som bliver sidste åbningsdag, fortæller Jonna Skydt Andersen.

- Derfor sælger jeg lys og servietter med store rabatter – blandt andet påske- og julepynt med 50 procents rabat og 30 procent på alle lys.

Ingen pensionsplaner

Men selv om Jonna Skydt Andersen nu holder ophørsudsalg, har hun ingen planer om at gå på pension.

- Nej, jeg fortsætter med både glas, keramik og mine workshops. Men det bliver fra en anden adresse – og den del af sagen er endnu ikke faldet på plads, så det vender jeg tilbage til om forhåbentlig kort tid.

Billede beskrivelse

- Jeg har jo været selvstændig erhvervsdrivende i mange år – og det stopper ikke, selv om jeg nu har solgt ejendommen. Jeg fortsætter, for min forretning er også min hobby, fastslår Jonna Skydt Andersen.

Svigerfar startede forretningen

Tranum Lys og Glas er en gammel virksomhed.

- Det var min svigerfar, der tilbage i 1968 fandt på at supplere landbruget med et lysstøberi. Vi overtog så gården i 1988, fortæller Jonna Skydt Andersen, der i de seneste år har drevet butikken alene efter ægtefællens død.

- Vi stoppede lysproduktionen for efterhånden en del år siden, men fortsatte med lys i sortimentet, så i forbindelse med ophørsudsalget er der 30 procents rabat på alle lys i butikken.

Frem til sidste åbningsdag den 30. maj er Tranum Lys og Glas åbent hver tirsdag til søndag mellem 11 og 16.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste