Mennesker

Jolantas firma har vokseværk

Først tilbød hun rengøring, så begyndte hun at udleje en sauna. Nu klarer hun også havearbejdet

13. maj 2022 kl. 08:15

Jolanta Jonusiene fra Pandrup har egentlig ganske meget at se til. Og det synes hun er vildt fedt. Nu får hun endnu mere at se til.

- Det er dejligt at kunne tjene sine egne penge, siger hun.

I 2015 etablerede hun sit eget rengøringsfirma - JJRengøring. På det tidspunkt var hun kun sig selv. Nu er der i alt fem ansat i firmaet, og ud over at tilbyde rene omgivelser, har hun også udlejning af sauna som udendør-spabad på listen over ting, hun tilbyder. Nu bliver det også muligt at hyre hendes firma til havearbejde og mindre byggeopgaver. Det bliver Raimondas Jonusas, der kommer til at varetage de opgaver.

- Jeg elsker at arbejde med træ og havearbejde. Jeg laver også gerne lettere byggeopgaver i haven som hegn, drivhuse og mindre skure. Jeg maler også gerne både indvendigt som udvendigt, siger Raimondas Jonusas.

Raimondas Jonusas har i en hel del år været ansat ved Micropower i Pandrup, men da firmaet lukkede, da ejeren gik på pension, måtte Raimondas Jonusas finde på noget andet at lave. Nu har han taget et karriereskifte, og han glæder sig til at komme i gang med arbejdsopgaverne.

Firmaet har både erhvervs- som privatkunder, og bliver opgaverne for store, så samarbejder Jolanta Jonusiene gerne med andre firmaer.

- Nu udvider vi i hvert fald med flere opgaver, som vi kan løse, siger Jolanta Jonusiene, som i løbet af sommerhalvåret har mange opgaver i sommerhusområderne.

Kort før corona fandt Jolanta Jonusiene på at anskaffe sig en mobil sauna. Det har hun ikke fortrudt et eneste øjeblik.

- Der har været en stor efterspørgsel på den under corona, siger Jolanta Jonusiene og fortsætter:

- Det fungerer sådan, at folk booker den, og så kører vi ud med den. Det er primært weekender, den bliver brugt, siger hun.

Saunaen bliver varmet op med brænde, så den er helt klar, når gæsterne kommer.

Annonceret indhold

Nyeste