Jesper tog chancen som selvstændig
AABYBRO: Det var lysten til at få foden under eget bord, der medførte, at Danmarks ældste optikerkæde, Thiele, i dag har en butik i Aabybro. Jesper Damgaard var ansat i en anden optikerkæde i Aabybro, men fik lyst til at blive selvstændig.
En kontakt til Thiele resulterede i, at han blev franchisetager under det kendte dansk-ejede brand Thiele, som har over 200 år på bagen.
- Mange sagde: Kan det gå med flere optikere i Aabybro. Nu har vi foreløbig været her i otte år, fortæller Jesper Damgaard, som lige nu fejrer butikkens fødselsdag med en række gode tilbud - bl.a. to par briller for èt pars pris.
Thiele-butikken har haft til huse flere forskellige steder i Aabybro, men i de seneste fire år i nye lokaler i Aabybro Centret.
Der er kamp om de brillebærende danskere mellem de forskellige optikerkæder. Thiele hører ikke til de mest højrøstede.
- Men vi kan nøjagtig det samme som "de andre". Vi kan eksempelvis også OCT-scanne nethinden, fortæller Jesper Damgaard.
Thiele er et kendt dansk brand, som har eksisteret i over 200 år, og som emmer af kvalitet.
- Mange tror, vi kun sælger de dyre mærkevarer. Men det er ikke rigtigt. Vi sælger også discount-briller, fortæller Jesper Damgaard.
- Men uanset om vores kunder vælger mærkevarer eller discount, så bruger vi den tid, det er nødvendig. Kunden er i centrum lige fra det øjeblik vedkommende træder ind i butikken, lyder det fra Jesper Damgaard, som også har et fødselsdags-ønske: En optiker-vikar.
En af Jespers medarbejdere er på barselsorlov, og vikaren har fået fast arbejde et andet sted.
- Derfor mangler vi en optiker-vikar, og vi har faktisk temmelig travlt, siger han.