Billede beskrivelse

Jacob og andre maleentusiaster afprøvede nyt tiltag

14. marts 2025 kl. 14.04

HUNE: De kommer fra vidt forskellige baggrunde og steder i landet, men deler en fælles passion for at male. Tidligere mødtes de på højskoler, men nu arrangerer de selv deres samlinger, og forleden satte 14 deltagere hinanden stævne på Fun Art Blokhus. 

Her var en række mødelokaler forvandlet til arbejdende værksteder, hvor penslerne svingede, og kreativiteten blomstrede.

- Vi har planer om at tilbyde malekurser her på Fun Art, da det er et godt supplement til vores keramikcafé. Det her er en god måde at få afprøvet konceptet, siger direktør Jens Boelskifte.

Billede beskrivelse

Blandt deltagerne var ejeren af Fun Art Blokhus, Kim Godiksen, der ikke blot er en dygtig forretningsmand, men også en kreativ sjæl. I privaten har han omdannet en dobbeltgarage til et værksted, hvor han og ligesindede mødes for at male.

- Jeg slapper af, når jeg maler – det giver mig luft i hovedet, siger Kim Godiksen, der også ejer materielvirksomheden Godik i Brovst.

Billede beskrivelse

Fandt fællesnævner i maleriet

Multitalentet Jacob Haugaard og Kim Godiksen lærte hinanden at kende på festivalpladsen – den ene som konferencier, den anden som manden bag de velkendte grønne toiletvogne.

Siden har venskabet udviklet sig, og da Fun Art Blokhus åbnede i 2022, var det Jacob Haugaard, der holdt indvielsestalen. Han har endda inspireret en figur, ”Den tissende mand”, som nu pryder stedets minigolfbane. I dag er det dog ikke scenekanten, men lærredet, der samler dem, og det er efterhånden blevet til adskillige malekurser.

- Jeg glæder mig hver gang, at jeg skal afsted, og jeg kommer altid med hjem ny energi, siger Jacob Haugaard, der med et grin indrømmer, at være en af de mere ”larmende” deltagere.

- Jeg snakker hele tiden – kæften står ikke stille på mig, lyder det fra entertaineren, der har udstillet sine billeder flere steder – blandt andet hos Madsens Galleri på Fanø.

Billede beskrivelse

Kunst, kaffe og kreativ fordybelse

På ægte højskolemaner indledes dagen med morgensang, og der er nok at tage af i det digre sanghæfte ”Mal og syng dig glad”, der er en del af kursets udstyrspakke. Efter et par glade sange serveres der morgenmad, og efterfølgende kommer der gang i penslerne. Selv om hyggen er vigtig del af opholdet, bliver der arbejdet intenst på at forvandle de hvide lærreder til kunstværker.

- Vi er en broget skare. Der er direktører, selvstændige og folk der har forladt arbejdsmarkedet - men her betyder titler intet. Vi er samlet for at male, og vi giver den fuld gas, siger Jacob Haugaard, hvilket også tydeligt afspejles af musikken, som gjalder ud i lokalerne.

Billede beskrivelse

Også områdedirektør i Sydbank Nordjylland, Anette Nielsen, har en kreativ åre, som måske ikke umiddelbart forbindes med en karriere i finansverdenen. Hun laver keramik i et lille værksted ved den gamle spritfabrik i Aalborg og har i flere år fundet glæde i at male.

- Det er et rum, hvor jeg får mulighed for fordybelse og for at slappe af. At være kreativ er ikke kun forbeholdt fritiden – jeg bruger i høj grad også mine kreative sider i mit job. Når jeg eksempelvis skal finde løsninger på komplekse problemstillinger, hjælper det at tænke ud af boksen, fortæller Anette Nielsen.

Selvom deltagerne sjældent ser hinanden i hverdagen, er glæden ved at mødes stor.

- Vi er meget forskellige, men det er fantastisk at samles om noget, vi brænder for, siger Anette Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste