Billede beskrivelse

Ildsjæl: Jubilar med stor passion for øl og vin

21. oktober 2025 kl. 19.00
Opdateret 26. oktober 2025 kl. 19.06

FJERRITSLEV: Den 31. oktober fejrer René Hjørnet Jensen, at det er 25 år siden, at han blev selvstændig med butikken Renés Vin & Grønt.

Det sker naturligvis med en stor teltfest på Krotorvet ved siden af butikken. Naturligvis – for udover butikken i den gamle rutebilstation, er René Hjørnet Jensen nok især kendt for sit store engagement i eventen Musik på Torvet, hvor der hver sommer er levende musik på torvet fredag og lørdag – foruden det løse på andre ugedage.

For Rene Hjørnet Jensen er prototypen på det, man med en forslidt floskel kalder en ildsjæl. Han engagerer sig gerne i mange ting i lokalsamfundet – og med sikker hånd og erfaring bidrager han til succesen.

Billede beskrivelse

Den jubilerende butiksindehaver er en ægte Fjerritslev-dreng, der så dagens lys i byen for 56 år siden. Efter folkeskolen blev det til et ophold på handelsskolen i Aars og en butiksuddannelse i Brugsen i frugt- og grønt-afdelingen. 

Så fulgte værnepligten og et par år i frugt- og grøntafdelingen i Kvickly i Ebeltoft og yderligere en årrække som salgschef i Tuborg.

Selvstændigheds-trang

Faderen var bagermester i Søndergade – og René Hjørnet Jensen fik trangen til at blive selvstændig ind med morgenbrødet.

Så for 25 år siden skulle det være. Han lejede sig ind i et hjørne hos Slagter-Palle og åbnede Renés Vin & Grønt.

- Jeg har altid interesseret for mig for mad og vin, så det var ret naturligt, at jeg åbnede butik med alle de gode råvarer til et godt måltid – og lidt at drikke til, siger Rene Hjørnet Jensen.

- Men jeg havde også kontakterne til de rigtige grossister, så jeg supplerede med et blomsterudsalg i den sydlige del af den gamle rutebilstation. Det endte med, at jeg den 1.oktober 2006 overtog hele bygningen, hvor vi holder til i dag. med frugt og grønt samt et stort øl-, vin- og spiritussortiment foruden chokolade og gavekurve.

Butikken er kendt for sit store sortiment i frugt og grønt, men især for et enormt sortiment inden for øl-, vin- og spiritus foruden chokolade og gavekurve.

- Det er et område, der interesserer mig enormt. Jeg har jo en basisuddannelse inden for grøntsagerne, men jeg har brugt masser af tid på at lære mere om vin og øl, for det er min passion, forklarer René Hjørnet Jensen.

Billede beskrivelse

Passion for porter og portvin

Passionen bringer ham ofte til de vinproducerende lande – blandt andet for at finde den særlige Fjerritslev-portvin, som han udgiver hvert år. Passionen har også gjort ham til oldermand i Danmarks eneste Limfjordsporter-laug, der i kælderen under Fjerritslevs gamle tinghus opbevarer 3.500 flasker af den sorte drik – og hvert år står bag byens Limfjordsporterfestival.

Man går aldrig forgæves til René Hjørnet Jensen, der gerne engagerer sig i events – og deler sin store viden om mad og drikke. Blandt andet er det jubilaren, der hvert år skaffer flere tons appelsiner til juice på Vesterhavsrock.

Engagementet og den store viden har også ført til flere bestyrelsesposter. René Hjørnet Jensen er i dag medlem af bestyrelserne i Tinghuset, Thisted Bryghus, Idrætscenter Jammerbugt og MusikCompagniet.

Jubilaren har madlavning som den totalt overskyggende hobby, men hver uge bliver der også tid til en gang oldboys-håndbold.

- Vi har i øvrigt også jubilæum, for det er 25 år siden, at vi begyndte at spille, fortæller René Hjørnet Jensen.

Gaven til manden, der har alt

Der skal nok blive en velbesøgt fest ud af det, når forretningsjubilæet skal fejres. Men det bringer gæsterne i lidt af en knibe – for hvad skal man give manden, der sælger gaverne til langt de fleste fester og receptioner i Fjerritslev?

- Din tilstedeværelse er den bedste gave, jeg kan få, skriver jubilaren i indbydelsen.

- Skulle du have lyst til at give en gave, vil jeg sætte pris på bidrag til kommende rejseoplevelser eller gavekort til byens butikker – i stedet for vin, chokolade og blomster, som vi har rigeligt af.

Festen – for receptionen bliver helt sikkert en fest af de helt store i Fjerritslev – finder sted fredag den 31. oktober mellem kl. 13.30 og 17.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste