Billede beskrivelse

Hyggepløjning i Sønder Økse: Mette måtte slæbes hjem

03. april 2022 kl. 09.26

Forskellen på drenge og mænd er prisen på deres legetøj, lyder det ofte blandt medlemmerne af Han Herred Traktorlaug, der lørdag 2. april holdt pløjestævne i Sønder Økse.

Men pigerne kan nu også godt være med. Stævnets ældste traktor var en Nuffield Universal produceret på Morris-fabrikkerne i 1957. Den blev kørt af Mette Fuglsang fra Halvrimmen, der ejer det tekniske vidunder fra Storbritannien sammen med Emil Jensen, som hun for resten også deler hus og seng med.

- Vi er ligesom et formel 1-team. Jeg kører, og Emil står for teknikken. Man skal jo dele opgaverne mellem sig, forklarer Mette Fuglsang.

Der blev god brug for Emil Jensens tekniske evner, for den gamle dame – altså traktoren – tabte ånden midt i en plovfure. Det var noget med en pakning, der var stået af – og så måtte Mette Fuglsang lide den tort at blive slæbt hjem til Halvrimmen efter lørdagens pløjestævne.

Billede beskrivelse

Tøf-tøf

Der deltog i alt 22 ældre traktorer i stævnet. Det var alle de kendte mærker; Massey Ferguson, Fordson, David Brown og så selvfølgelig også danske Bukh, der kan få tårerne frem i øjenkrogene hos ældre landmand med dens karakteristiske tøf-lyd fra skibsmotoren. For Bukh-fabrikken i Kalundborg producerede oprindeligt bådmotorer, inden det danske traktor-eventyr begyndte.

Deltagerne i pløjestævnet havde lånt en mark på 12 hektar til begivenheden. Det fik de dagen til at gå med, mens der blev snakket teknik og hygget med pølser og sodavand. Og en snak med konen, for det var også en familiebegivenhed, selv om Mette Fuglsang var den eneste kvinde blandt de aktive deltagere.

- Der er ikke noget, der haster, for vi hyggepløjer, forklarede formanden for Han Herred Traktorlaug, Leon Sørensen fra Lerup.

- Vi er sammen om glæden ved den gamle teknik. De gamle traktorer er vores legetøj. Det er ikke en konkurrence. Som du nok kan se, er plovfurerne ikke helt lige. Men jeg vil nu også mene, at jorden her ved Sønder Økse er meget tung og svær at køre i, undskylder Leon Sørensen med kendermine.

Billede beskrivelse

Moderne klarer det dobbelte

Men det var nu åbenbart for de fleste, at de gamle traktorer har deres begrænsning. På marken ved siden af var landmanden i gang med at pløje med moderne udstyr. Det var hurtigt overstået. For hvor en veterantraktor måske kan trække to eller tre plovskær, kan en moderne traktor klare det dobbelte – og så går det stærkt.

Men det er jo heller ikke hyggepløjning, som Leon Sørensen kalder det.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste