Billede beskrivelse

Henriette med rødder i Brovst springer ud som forfatter

26. september 2023 kl. 12.55
Opdateret kl. 14.12

Hun har rødder i Brovst, og nu debuterer hun som forfatter.

Henriette Borup Borregaard er klar med bogen "Det som ingen vil vide - en mors bekendelser", hvor hun med sin personlige erfaring tilsat et humoristisk snit henvender sig til kvinder og mødre i alle aldre - og leverer et opgør med den romantiserede forestilling om graviditet.

Henriette Borup Borregaard er opvokset i Arentsminde, men flyttede i sine teenageår til Brovst.

Her påbegyndte hun siden en uddannelse som lærer, rykkede til Aalborg, men fik siden sit første lærerjob hos HF&VUC Nord ved afdelingen i Brovst og Fjerritslev.

Hun har altid nydt skriveriet og havde tidligt en ide om at skrive en ærlig beretning til graviditetslitteraturen - med basis i sin egen oplevelse. 

- Idéen har været lagt på hylden, mens ungerne var små, og da jeg var klar til at skrive, opdagede jeg, at historien manglede en ramme, fortæller Henriette Borup Borregaard.

 Rammen fandt hun gennem sine erfaringer og opvækst i lokalområdet.

- Det sammenhold og værdier, der er i de små samfund, skaber en tryghed og en omsorg, som jeg ikke oplevede i samme omfang, da jeg boede på 3. sal midt i Aalborg, siger Henriette Borup Borregaard, der mener, at der er en unik ærlighed i de små byer.

- Det er svært at gemme sig. Det kan selvfølgelig være godt og skidt. Og det har jeg prøvet at skildre i romanen. Men ærligheden er enormt vigtig for fortællingen i "Det som ingen vil vide", for det er netop det, jeg prøver at fremhæve i romanens handling.

 Debutromanen handler ikke blot om at blive mor, men er også en refleksion over vigtige valg og genforbindelsen med ens rødder i provinsen.

Romanen "Det som ingen vil vide - en mors bekendelser" udgives 4. oktober.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste