Gensynsfest med årgang 1982
Gensynsglæden var stor den forgangne lørdag på Hotel Søparken i Aabybro. Et stort skolejubilæum løb således af stablen med årgang 1982 fra byens to daværende skoler, Aabybroskolen og Kærvejskolen. Årgangen var således samlet på ny for at fejre 40-året for deres afgangseksamen. Samtidig var det 15 år siden, klasserne sidst var samlet til 25-års jubilæum.
- Nu var der igen en anledning, siger Lone Grøn fra festudvalget.
- Og denne gang har det været lidt nemmere, fordi Facebook jo er et godt værktøj til at finde folk. Det er lykkedes os at spore os frem til de fleste. Med 60 deltagere er vi meget tilfredse med opbakningen. Nogle er kommet langvejs fra – blandt andet fra USA og Norge. Folk er jo spredt for alle vinde, men interessen for at ses med de gamle skolekammerater er altså fortsat stor, tilføjer Lone Grøn.
Og så gik det ellers løs med en forrygende fest. Efter indledende gensynsglæde og udveksling af livsstatus blev der budt på kaffebord. Siden bød arrangementet på middag og formentlig dans til langt ud på de lyse timer.
- Vi skal i hvert fald lytte til noget godt musik fra 80’erne. Det er en fælles reference. Og så tror jeg bare, vi får det rigtig hyggeligt, konstaterede Lone Skov.