Fond står bag rekordstor donation til alvorligt syge børn
BLOKHUS: Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld har netop uddelt en af de største enkeltstående donationer i fondens historie.
Det drejer sig om 1,5 millioner kroner doneret til Fenrishus i Aarhus.
Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.
De seneste 40 år har Fenrishus fungeret som et specialiseret døgntilbud for børn og unge med komplekse funktionsnedsættelser og livstruende sygdomme.
De har ikke kun fokus på behandling, men også på at skabe 'et andet hjem' med plads til nærvær, tryghed og livskvalitet for børnene og deres familier.
Legeplads kan vende tilbage
Den store donation kommer til at få betydning for familiernes samvær med børnene.
Døgntilbuddets nuværende legeplads er lukket ned, da den ikke længere er sikker. Med donationen på 1,5 millioner har Fenrishus nu mulighed for at bygge en ny lege- og samværsplads, hvor familierne kan finde ro og være sammen i en hverdag, der er præget af sygdom.
Den nye lege- og samværsplads bliver indrettet, så alle børn – uanset deres funktionsniveau – kan være med i legen.
- Det giver familierne mulighed for at få et rum med plads til samvær og oplevelser på børnenes præmisser. De får fælles øjeblikke og minder at tage med sig - også når børnene ikke længere er her, siger leder af Fenrishus, Anne Mæng.
Rekordstor donation fra fonden
Donationen til Fenrishus er den største enkeltstående donationer fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld.
Det eneste, der overgår, er fondens nylige overdragelse af matriklen Ilsigvej 21 i Hune til Jammerbugt Kommune, der gør det muligt for kommunen at realisere en en større plan for Hunes fremtidige udvikling.
Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld forventer at uddele i alt 10 millioner kroner til almenvelgørende og almennyttige formål i 2026.