Mennesker

Folmers pension: Efter corona blev salget tyvedoblet

01. januar 2022 kl. 08:09

Robotplæneklippere i hundredvis står på trådreoler som i et parkeringshus for græsslåmaskiner. De holder ferie fra haverne og er sendt til vinteropbevaring hos Aabybro Skov og Havebrugsmaskiner, hvor vask, test og opdatering er inkluderet i opholdet.

Folmer Kæseler, der har været medejer af virksomheden i 32 år, viser mig rundt i værkstedet, som han nu tager afsked med for at gå på pension.

- Jeg kommer nok til at savne folkene herude og det her sammenhold, vi har. Vi har det jo sjovt, og det er nok det, jeg kommer til at savne mest, siger Folmer Kæseler.

Han grundlagde Aabybro Skov og Havebrugsmaskiner i 1989 sammen med sin kollega, Søren Jacobsen.

- Det gik jo lidt stille og roligt i starten. Hovedsagelig med motorsave, buskryddere og lidt enkelte plæneklippere. Så var det ligesom i starten af ’90’erne, så kom der lidt mere havetraktorer til og sådan noget. Udviklingen gik den vej. Folk fik flere penge, tror jeg. De fik råd til at købe sådan noget. De ville hellere have lidt mere frihed, så købte de jo noget, der gik stærkere, fortæller Folmer Kæseler.

Robotterne kommer

Den største omvæltning, Folmer Kæseler har oplevet i de 32 år, var, da robotplæneklipperne indtog i butikken. Husqvarna, som Aabybro Skov og Havebrugsmaskiner er forhandler af, sendte deres første robotter på markedet i 1996.

- Det gik meget langsomt i starten, selvfølgelig. Og de var heller ikke særlig gode i starten. Men så begyndte det lige pludselig at gå stærkere og stærkere, siger Folmer Kæseler og fortsætter:

- Det er ikke andet end fem-seks år siden, det gik helt amok herhjemme med robotter. Jeg startede jo med, det kun var mig, der startede op, og nu er vi fire ansatte, der sætter op. Der ikke laver andet.

Når kunderne køber en robotplæneklipper, kræver det mere arbejde end med en almindelig græsslåmaskine, der bare kan puttes i bagagerummet, køres hjem og startes.

- Der skal graves en ledning ned i hele haven. Der har vi sådan en kabelnedlægger - eller vi har fire af dem - de har hver sin, i hver sin bil, der kører rundt, forklarer Folmer Kæseler.

De sidste par år er salget af robotter eksploderet.

- Jeg tror, det var lige i starten af corona, der var det ligesom, folk de kunne ikke bruge penge på andet, så købte de robotter. Der steg vi fra at sælge en 20-30 stykker om året til nu en 5-600 stykker. Så det er gået vældig stærkt, fortæller Folmer Kæseler.

Aldrig haft lyst til andet

Før Folmer Kæseler startede som selvstændig, arbejdede han 10 år hos P. J. Skovværktøj i Nørresundby. Det bliver til i alt 42 års arbejde med maskiner og værktøj. Men han har aldrig tænkt på at skifte arbejde.

- Nej, egentlig ikke. Det har altid været min interesse det her med at gå og skille ting ad og få det til at virke. Samle det igen. Det har altid været min interesse. Også fordi det er jo gået godt, så har det været sjovt. Det har været en virkelig sjov rejse, siger han.

Særligt sjovt har det været at opleve Aabybro Skov og Havebrugsmaskiner vokse fra 250 til 1200 kvadratmeter og fra to til syv medarbejdere. Og så fremhæver Folmer Kæseler også den frihed, han har haft som selvstændig

- Ikke at have en der fortæller: ”Gør det. Gør det.” Det er sjovere at fortælle, hvad folk de skal gøre. Nej, de folk, vi har ansat, som nu de her robotfolk, det blander vi os slet ikke i. De er ansat til at klare det, og det gør de fint. Jeg holder lidt øje med dem, selvfølgelig, siger han, mens han ler.

Venner, golf og børnebørn

Folmer Kæselers pensionering er blevet planlagt gennem det seneste år. Hans kompagnon gennem 13 år, Kristian Hammer, ejer fremover Aabybro Skov og Havebrugsmaskiner sammen med Anders Svane, som har købt Folmer Kæselers halvdel.

- Og så har jeg vænnet mig til det. Men hvad, der skal ske, jeg ved ikke, om det er sjovt fremadrettet. Det ved man jo ikke, før man har prøvet det. Men jeg tror, det bliver fint. Jeg har det fint med det, siger han.

Han er sikker på, at han ikke kommer til at savne al værktøjet og maskinerne i Aabybro Skov og Havebrugsmaskiner.

- Jeg har det, jeg skal bruge. Jeg bor jo i en lejlighed inde i Aalborg. Men jeg har et sommerhus, der har jeg sådan en robot, der kører rundt. Selvfølgelig. Jeg har det, jeg skal bruge. Så det bliver fint, siger han med et smil.

Folmer Kæseler er helt klar til sige farvel til motorsave, havetraktorer og robotplæneklippere for at bruge mere tid på venner, golf og børnebørn.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu