Billede beskrivelse

Erik og Remi har en plan: Det går den rigtige vej

15. april 2022 kl. 14.25

Palmesøndag var der linet op med grej til et mindre entreprenørfirma, da Gl. Brovst Beboerlaug havde arbejdsweekend på bydelens legeplads.

- Der er nemlig store planer for legepladsen, fortæller sekretær i beboerlauget Erik Frederiksen.

Palmesøndag trak de strøm til pladsen, etablerede hoppepude, byggede en ny rutsjebane og en vippe og lavede også trin til svævebanen. Så nu har de en flot legeplads, som alle kan bruge helt gratis. Sekretæren fortæller, at det kan lade sig gøre, fordi folk er flinke til at låne dem grej og give en hånd med i arbejdet.

Stor opbakning

- Det er et stort arbejde, som vi har lagt i legepladsen efterhånden. Men heldigvis har vi stor opbakning fra medlemmerne, der tæller rundt regnet hundrede husstande i Gl. Brovst, siger Erik Frederiksen.

Der er opbakning fra Sparekassen Vendsyssel Fonden samt de lokale landdistriktsmidler, der har doneret penge til vippen og den nye rutsjebane. Herudover har Nordea Fonden & Norlys vækstpuljen finansieret den nye hoppepude.

Billede beskrivelse

- Da vi begyndte arbejdet for fem år siden, var det kun bestyrelsen, der mødte op, men opbakningen er steget, så nu er næsten alle med. Det mærker vi også, når vi holder vores årlige Sct. Hans-fest og sommerfesten, hvor hele området mødes omkring grillen.

Nyt kultur- og madpakkehus

- Succesen har givet os blod på tanden, så nu har vi store planer om også at etablere et nyt kultur- og madpakkehus på grunden, som kommunen ejer og velvilligt har stillet til rådighed for os, siger sekretæren.

Der er i forvejen et mindre madpakkehus, som også gav os læ for blæsten, når man holdt pauser palmesøndag.

- Uden mad og drikke går det jo ikke. Vi arbejder frivilligt, så der skal også være tid til at holde pauser og hygge, siger Erik Frederiksen.

Det nye kultur- og madpakkehus er budgetteret til at koste halvanden millioner kroner, så foreningen skal ud med hatten for at skaffe pengene. De har allerede fået tilsagn om halvdelen fra Lokale- og Anlægsfonden, Landdistriktsmidlerne og Sparekassen Vendsyssels fond.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste