Erik Hauerbach Kronborg og Josefine Hassing Andersen har været med til at lave udsmykningen på Klim Friskole i anledning af skolens 150 års fødselsdag.
Mennesker

Erik og Josefine fejrede 150 år

13. november 2022 kl. 11:56

Klim Friskole og Fribørnehave har stået på gloende pæle i hele ugen. Den normale skolegang har været aflyst, og alle eleverne har arbejdet med projekter for at markere, at Klim Friskole den 11. november åbnede for 150 år siden.

- Over alt på den lille skole har der været aktiviteter. Blandt andet har nogle af eleverne produceret reklamefilm, andre har fordybet sig i friskoletanken, Grundtvig og Kristian Kold og andre elever har været med til at udsmykke skolen til jubilæumsreceptionen fredag eftermiddag, fortæller formanden for bestyrelsen Mille Sundstrup.

I første klasse lavede de blandt andet kunst med skolens logo – det fritvoksende træ – som tema. Det gjaldt også Josefine Hassing Andersen og Erik Hauerbach Kronborg, der stolt viste malerierne frem på en af skolens lange gange.

En forrygende uge

- Det har været en forrygende uge. Hele skolen har stået sammen og arbejdet projektorienteret frem til i dag, sagde bestyrelsesformanden i sin velkomst til receptionen, der havde samlet flere hundrede mennesker. Både nuværende og tidligere elever, forældre og ikke mindst lokalbefolkningen, der aktivt bakker op om friskolen, der har omkring 70 elever.

Bestyrelsesformand Mille Sundstrup, Klim Friskole, kan glæde sig over en skole, der har været solidt forankret i lokalsamfundet gennem 150 år.

- Jeg tænker, at der har været noget af den samme travle og hektiske stemning for 150 år siden, da dørene blev slået op for elever for første gang. Det var en spændende tid, hvor Grundtvigs tanker om menneskelig frihed blandt andet materialiserede sig i friskolerne, der er et alternativ til den traditionelle skole, hvor det handler kun handler om at lære at skrive og regne. Her går friskolen et skridt videre. Det handler ikke alene om uddannelse, men dannelse, sagde Mille Sundstrøm.

Annonceret indhold

Nyeste