Else overtager forpagtning fra lokale madlegender
Mange gæster har de sidste mange år nydt Bente og Mogens’s mad i Idrætscenter Jammerbugt. Nu er det snart slut.
- Bente har ønsket at stoppe, da hun bliver folkepensionist til juni, fortæller centerleder Søren Konnerup, Idrætscenter Jammerbugt.
- Bente og Mogens er jo ”mad-legender” i Fjerritslev og omegn, da nærmest alle på et eller andet tidspunkt har nydt deres mad.
Derfor er det også nogle store sko der skal fyldes ud, og centeret har da været noget spændt på, hvem der i fremtiden skulle lave ”smilende frikadeller til kunderne”.
Kender huset
Heldigvis kom der en ansøgning fra en ”huskendt”, som i mange år har hjulpet Bente og Mogens i køkkenet, skriver idrætscenteret i en pressemeddelelse.
- Vi er derfor glade for, at vores nye køkkenforpagter bliver Else Thorhauge fra Klim. Else kender huset og de mange gæster, så vi er helt trygge ved, at det bliver Else, der fra den 1.juli har anførerbindet på køkkenholdet, siger Søren Konnerup.
- Jeg har altid nydt at komme i Idrætscentret og glæder mig til at starte op, og møde de mange gæster, uddyber den nye forpagter.
Opsagt forpagtning
Hun driver p.t. Hawkiosken og Attrup Havnecafe, men har opsagt forpagtningen, så der bliver fuldt fokus på køkkenet i Idrætscentret.
Fredag den 11.august fra kl.13.00-15.00 holder idrætscenteret en ”Goddag-farvel” reception, hvor man gerne vil sige farvel og tak til Bente og Mogens og goddag til Else.