Billede beskrivelse

Donation støtter evakuering af sårede i Ukraine

15. november 2025 kl. 11.02

BLOKHUS: Et nyt terrængående evakueringskøretøj skal være med til at redde liv tæt på frontlinjen i Ukraine. Det er blevet muligt takket være en donation på 24.000 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld til den humanitære organisation Brave Ukraine.

Det fortæller fonden. 

Køretøjet skal hjælpe med hurtigere at bringe sårede i sikkerhed fra krigsområder, hvor minutter kan være afgørende.

– Når vi får mulighed for at købe et køretøj som dette, betyder det, at et evakueringshold kan rykke hurtigere ud, og at de sårede kan få lægehjælp i tide. Vi ved med sikkerhed, at de køretøjer, vi sender til Ukraine, er med til at redde menneskeliv, siger Roman Boichuk, kasserer i Brave Ukraine.

Roman Boichuk har boet i Danmark siden 2009 og arbejder til daglig som IT-ingeniør. I sin fritid er han stærkt engageret i at skaffe evakueringskøretøjer til Ukraine.

Billede beskrivelse

– Det er blevet min mission. Jeg kan ikke kæmpe ved fronten, men jeg forsøger at gøre så meget, jeg kan fra Danmark, fortæller han. Hans familie bor fortsat i Ukraine.

Indtil videre har Brave Ukraine anskaffet over 200 evakueringskøretøjer – primært varebiler og pick-ups med firehjulstræk og plads til, at en såret kan ligge ned under transport.

– Det er brugte biler, som måske ikke har lang levetid, men vi kan købe dem til en fornuftig pris. På den måde sikrer vi, at der er nok køretøjer til de frivillige evakueringshold, forklarer Boichuk.

Organisationen arbejder løbende på at skaffe midler til nye indkøb, da behovet for evakueringskøretøjer fortsat er stort.

– Vi får størstedelen af vores støtte fra fonde, men vi håber, at også virksomheder og private vil bidrage. Selvom krigen nu har varet i snart fire år, er det vigtigt ikke at give op, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste