Organisten og klaverstemmeren Christian Vestergaard har købt Bratskovs gamle flygel for at renovere det. Foto: Jesper Hansen
Mennesker

Christian giver historisk flygel nyt liv

15. august 2022 kl. 08:30

- Hvad har jeg nu rodet mig ind i? Det spørgsmål stiller organisten, pianisten og klaverstemmeren Christian Vestergaard sig i øjeblikket.

Han har erhvervet et gammelt og godt slidt flygel, som det nu er planen at renovere. Og det er et flygel med en solid lokalhistorie i bagagen.

- Jeg har spillet på netop dette her flygel, da det stod på Bratskov Hovedgård ved Brovst. Desværre var det allerede dengang i dårlig stand, og siden har det stået på Vedsted Friskole – og nu har jeg altså overtaget det, fortæller Christian Vestergaard.

Gammel mekanik

- Planen er at renovere det. Det er et smukt flygel fra 1880, og det har et væld af historie med sig. Blandt andet er mekanikken inden i så gammel, at man slet ikke laver flygler på den måde længere.

- Træværket er i dårlig forfatning og skal slibes ned og derefter males og lakeres. Også den indvendige støbejernsramme skal have en alvorlig renovering. Den er grundlæggende i orden, og kan sagtens holde til strengenes 30 tons store tryk, men rammen skal alligevel have en kærlig hånd. Desuden skal tangenterne, der er af elfenben, skiftes. Det er ikke længere til at skaffe elfenben-tangenter, men jeg er sikker på, at det bliver flot alligevel.

- Men det er et stort arbejde, der lægger forude. Jeg er jo klaverstemmer og stemmer ofte klaverer og flygler i hele Nordjylland, så den del af håndværket kan jeg sagtens klare. Men snedker er jeg ikke, så jeg håber da på hjælp og vejledning undervejs fra kyndige folk i det håndværk.

Organisten og klaverstemmeren Christian Vestergaard har købt Bratskovs gamle flygel for at renovere det. Foto: Jesper Hansen

Pladsproblemer

- Et andet problem er, at jeg slet ikke har plads til flere flygler derhjemme. Derfor har jeg allieret mig med Øland Medborgerhus, som stiller værkstedsfaciliteter og lokale til flygelet – og så må jeg jo sige tak til øboerne med en klaverkoncert, når flyglet en gang bliver færdigt.

Christian Vestergaard, der bor i Halvrimmen, er ikke ukendt med Øland. Til daglig er han organist i Øland-Langeslund sogns kirker – og så er for resten også dirigent i Øland Karlekammerkor, når han altså ikke er ude for at stemme klaverer.

- Det er et kæmpe projekt, og jeg er fyldt af spænding og ærefrygt. For mig er det enormt vigtigt at kunne hjælpe med at bevare gamle instrumenter. Måske mekanikken er forældet, men der er fyldt med sjæl og historie, og mange gange kan man komme rigtig langt med reparationer.

- Når jeg på et tidspunkt har færdigrenoveret flyglet her, vil det blive solgt videre. Det har fantastisk meget at give, selvom det lige nu trænger til en kærlig hånd, siger Christian Vestergaard.

Annonceret indhold

Nyeste