Buddha skal nu deltage i DM i Rally om en måned. Foto: Jesper Hansen
Mennesker

Buddha løb med guldet

28. august 2022 kl. 17:25

Med 98 points ud af 100 løb labrador retrieveren Buddha med guldet, da DCH Han Herred lørdag holdt åbne mesterskaber i hundesporten Rally. Buddha kvalificerede sig dermed til Danmarksmesterskabet, der holdes i Haslev om en måned.

Buddha var også på hjemmebane i konkurrencen, der fandt sted på Trekroner Stadion. Buddha og dens ejer, Klaus Nielsen, er begge medlemmer i DCH Han Herred, der havde arrangeret lørdagens konkurrence.

Klaus Nielsen var både stolt og tilfreds med resultatet, selv om det nu ikke kom helt bag på ham, for Buddha er veltrænet. Mens de fleste andre deltagerhunde er lukket inde i deres bokse, ligger Buddha lige uden for døren til Trekroner skole under præmieoverrækkelsen. Buddha er lidt urolig, for han fornemmer, at han er midtpunktet og løfter hovedet.

- Sit, siger Klaus Nielsen stille – og det gør Buddha så uden at tøve, selv om Klaus Nielsen er 10 meter væk.

Formand Karen Pedersen, DCH Han Herred, Buddhas ejer og træner Klaus Nielsen og arrangementskoordinator Diana Korgaard Søgaard ved præmieoverrækkelsen. Foto: Jesper Hansen

Der deltog i alt 23 hunde i lørdagens konkurrence, der var DCH Han Herreds første store arrangement, siden coronaen lukkede Danmark.

Nyt klubhus og træningsbane

- Det er dejligt, at vi nu er i gang igen, siger Karen Pedersen, der er formand for den lokale afdeling af Danmarks Civile Hundeførerforening.

- Det går rigtig godt for vores lille forening. Vi er ved at ved at etablere et nyt klubhus og nogle nye træningsbaner for vores omkring 100 hunde og deres hundeførere på vores nye grund på Gøttruphavevej 153.

Disciplinen Rally er blot en af flere konkurrencer i hundesporten. Det handler om træning og lydighed. Prøverne gennemføres på en bane af 10-20 skilte, som angiver hvad hunden og føreren skal gøre undervejs. Hundeføreren skal selv finde den rigtig vej rundt på banen og sikre, at hunden får gjort øvelserne rigtigt. Det hele foregår i et raskt tempo.

DCH Han Herreds konkurrence i Rally lørdag var sponsoreret af Jekas Hund og Kat i Brovst. Foto: Jesper Hansen

Der blev konkurreret i fire klasser, der tager hensyn til hundens alder og træningstilstand samt den åbne klasse for alle. Der var stor spredning i feltet. Buddha vandt med 98 point i den åbne klasse, hvorimod border collien Sally fra Morsø skrabede bunden med 18 point i begynderklassen.

- Det gør ikke noget. Vi er jo først lige startet på træningen, sagde Sallys ejer, Christina Stenbæk, fortrøstningsfuldt.

DCH Han Herreds stævne i Trekroner var sponsoreret af Jekas Hund og Kat i Brovst, som den lokale hundeførerforening har et tæt samarbejde med.

Annonceret indhold

Nyeste