Brian investerer stort og bliver selvstændig på fuld tid
Iværksætteren Brian Poulsen Hedegaard i Skovsgaard er gået all-in med sin virksomhed, PH-Service, og har investeret i omegnen af halvanden million kroner i en splinterny traktor og grej til at vedligeholde egnens mange grøfter og afvandingskanaler.
Den store investering er sket, efter at han i forsommeren besluttede at arbejde som selvstændig på fuld tid.
- Jeg etablerede min virksomhed allerede i 2015 med at klippe kanter på kanalerne for en entreprenør, men så blev jeg spurgt, om jeg ville overtage hele arbejdet, som også består i at knuse det afklippede materiale i kanalerne. Det sagde jeg ja til – og så måtte jeg til lommerne og investere i det helt rigtige grej til opgaven.
- Min vigtigste kunde er Øland-Attrup Landvindingslag, som har ansvaret for de mange grøfter og afvandingskanaler i området omkring Brovst. Det sikrer mig beskæftigelse i sæsonen i de godt fire måneder fra sankthans og her frem til begyndelsen af november.
Klarer næsten alt
- Resten af året løser jeg så forskellige opgaver for landmænd og entreprenører, for mit nye grej kan også bruges til blandt andet høslet og skårlægning. Så jeg er fuld at gåpåmod – og efter otte års prøvetid som selvstændig er tiden nu moden til at drive forretningen på fuld tid.
Den store investering består først og fremmest i en kraftfuld Deutz-Fahr 6190 traktor, der kan køre over alt. Den er blandt andet udstyret med en 11 meter lang armklipper, så Brian Poulsen Hedegaard kan klippe kanterne på den modsatte side af kanalerne.
Desuden har iværksætteren anskaffet en kædeknuser, så alt det afklippede materiale findeles og ikke blokerer kanalerne.
- Der skal ikke meget mere end en enkelt dunhammer til at danne en prop i kanalen – og det dur ikke. Det er vigtigt, at vandet løber frit i afvandingskanalerne. Det giver et bedre dræn – og øger derfor også udbyttet hos landmændene, som har jord i området.