Billede beskrivelse

Boldklubben har gode kort på hånden

15. november 2025 kl. 06.01

VESTER THORUP: Thorup-Klim Boldklub har ganske vist aldrig spillet i Superligaen, men klubben er alligevel landets mest førende i en helt særlig sportsgren.

Gennem næsten 45 år har boldklubben arrangeret præmiewhist, som er en stor og vigtig sportsgren på de kanter. Og præmiewhisten bidrager også ganske pænt til klubbens økonomi.

Det er ovenikøbet de samme to ildsjæle, der torsdag efter torsdag igennem alle årene har arrangeret præmiewhisten, der hver uge samler mellem 32 og 44 spillere, der betaler for at være med og kæmper jernhårdt for at vinde en af de fire ugentlige præmier.

Billede beskrivelse

Overskud til klubben

- Vi spiller hver uge fra første torsdag i oktober og frem til en gang i april. Hver spiller betaler 50 kroner i deltagergebyr. Heraf går halvdelen til præmier til aftenens fire bedste spillere, og resten til Thorup-Klim Boldklub, fortæller en af de to arrangører Karl Otto Damsgaard.

- Det giver hver uge cirka 500 kroner i overskud til boldklubben – og herudover har klubbens cafeteria også en fortjeneste i samme størrelsesorden. Så det bidrager da pænt til klubben – og det er vi glade for.

- Men det er da også en social institution på egnen. For mange af deltageren holder af den ugentlige friaften med kortspil og masser af snak, siger Leif Kjær.

- Det kan naturligvis ikke undgås, at nogen er spillerne er gået bort gennem de mange år, men for de gamle, der faldt, er der nye overalt – og vi i alle årene ligget meget stabilt på deltagerantallet.

Billede beskrivelse

Nye spillekort hver uge

Der skal som bekendt fire spillere til et slag whist – og hver torsdag bliver indledt med en lodtrækning om pladserne ved bordene.

Der bliver kun spillet med nye kort – og det er en tradition, at den bedste spiller ved hvert bord får lov at tage bordets spillekort med hjem. Så når man deltager flittigt i præmiewhist, er man også sikker på at holde husets samling af spillekort ved lige.

I dag bliver præmiewhisten spillet i Thorup-Klim Boldklubs klubhus i Vester Thorup. Men sådan har det ikke altid været.

- Det begyndte på Klim Kro for 40 år siden og flyttede senere til det gamle klubhus – det nuværende forsamlingshus - i Vester Thorup. Det nuværende klubhus i V blev opført i 1996, og det har dannet rammerne siden, forklarer Leif Kjær.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste