Billede beskrivelse

Bagedysten: Niklas fra Brovst satser på glaze og glimmer

29. september 2024 kl. 13.53
Opdateret 30. september 2024 kl. 08.21

BROVST: Når DR lørdag aften blænder op for første afsnit af årets Bagedyst, bliver det igen i år med en deltager fra Han Herred – sådan da.

Blandt deltagerne er den 30-årige arkitekt Niklas Søndermølle Frandsen fra Odense, der har trådt sine barnesko i Brovst.

Han har altid bagt derhjemme sammen med mor – og på Brovst skole var hjemkundskab også et af yndlingsfagene.

- Men det var nu først, da jeg flyttede hjemmefra og begyndte at studere i Aarhus, at det tog fart med bagningen og kageinteressen, fortæller Niklas Søndermølle Frandsen.

- Jeg fandt ud af, at det var sjovt at pynte kagerne – måske også fordi jeg læste til arkitekt. Det handler meget om æstetik og hvordan tingene ser ud. Så de lækre og smukke kager blev min helt store passion.

Billede beskrivelse

Niklas’ lille hemmelighed

- Gennem årene har det da heller ikke skortet på opfordringer til, at jeg skulle melde mig til Bagedysten. Men da jeg endelig søgte om optagelsen, holdt jeg det hemmeligt, før det var helt sikkert, at jeg skulle være med.

- Det begyndte med den første casting allerede i midten af januar – og det førte så til, at jeg var blandt de 10 deltagere til den første optagedag den 16. april.

Niklas Søndermølle Frandsen må naturligvis ikke fortælle, hvordan Bagedysten ender, men han vil godt fortælle, at den populære TV-konkurrence har taget al hans fritid i år frem til nu. For det er hårdt og tidskrævende at deltage i Bagedysten.

- Hver udsendelse tager to dage at optage – og det er hårdt arbejde lige fra klokken halvsyv om morgen, når vi møder i sminken. Så begynder vi med at optage de små interviews, som er klippet ind i programmerne, inden Tim Vladimir endelig siger Klar-Parat-Bag.

Billede beskrivelse

Grineflip

- Det kræver også tålmodighed. For mange gange skal scenerne tages om mange gange, før tilrettelæggere og fotografer er tilfreds. Vi får jo også et grineflip en gang imellem under optagelserne. Specielt Kathrine Foged Thomsen, der er dommer i konkurrencen, er meget lattermild og har svært ved at stoppe, når hun begynder at grine.

- Men jeg har også brugt masser af tid på forberedelserne før hver optagelse. Bortset fra den hemmelige udfordring kender vi opgaverne på forhånd, så vi kan øve os – og en uge før hver optagelse skal vi aflevere skitser og opskrifter, så DR’s tegnere kan lave oplæggene og forklaringerne.

- Når det så går løs i teltet, er det sådan, at vi skal sige det til kamerafolkene, hver gang der er noget særligt udfordrende, så de kan følge med, når det måske lykkes – eller går helt galt.

Drømmekage-handicap

Selv om Niklas Søndermølle Frandsen stammer fra Brovst, er det ikke den berømte drømmekage, der er hans favorit.

- Jeg kan godt lide bunden, men jeg er ikke så vild med kokos, så drømmekage bliver aldrig mit helt store hit, indrømmer han.

- Mine favoritdiscipliner i bagedysten er mousser, der skal nå at sætte sig. Jeg er også vild med en skinnende blank glaze og holder meget af guld- og sølvglimmer. Så er jo også chokoladearbejdet, hvor det både handler om både teknik og håndelag, når der skal laves sirlige mønstre og figurer.

- Chokoladearbejdet tiltaler mig, fordi jeg her kan bruge mine hænder og være kreativ. Det har jeg altid godt kunne lide.

Efter studieårene i Aarhus, flyttede Niklas Søndermølle Frandsen til Odense, hvor han nu har arbejdet som arkitekt i tre et halvt år. Han bor sammen med Thor Gudmundsson, der bestemt ikke er utilfreds med kærestens deltagelse i Bagedysten.

- Niklas er flittig og øver sig meget derhjemme. Så der falder jo en del kage af. Det er jeg ikke typen, der brokker mig over, fortæller Thor Gudmundsson.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste