Arne bød velkommen til et helt særligt jubilæum
FJERRITSLEV: Arne Andersen lagde onsdag eftermiddag hus til et helt særligt og meget bemærkelsesværdigt jubilæum i Fjerritslev.
Den gamle gartner på Gartnervænget midt i byen havde inviteret eksamenskammeraterne fra Fjerritslev private Mellem- og Realskole årgang 1956 til frokost.
Så der var altså tale om intet mindre end et 70-års realklassejubilæum.
I 50’erne tog man ikke klassekvotienter så nøje, så der var i sin tid 32 i klassen, som fik realeksamen i Fjerritslev i 1956.
Nogle af eleverne havde langt til skole, for det var den eneste realskole mellem Aalborg og Thisted.
Derfor var skoleskemaet også tilrettelagt efter togtiderne.
Til onsdagens sammenkomst var mødt syv elever samt et par ægtefæller.
Det har i de seneste år været en tradition, at man mødes - først med fem års mellemrum, men de seneste år hvert år.
- Det er vi nødt til, for vi ved aldrig, om det bliver sidste gang, konstaterer Arne Andersen tørt.
De tog realen med
De gamle realister mindes tiden på Fjerritslevs private realskole med glæde.
- Skolen var ejet af pastor pastor Børge Thorlacius-Ussing og blev aldrig kaldt andet end Pastorens Skole, fortæller en af jubilarerne, Bodil Hansen.
- Det var et særpræget miljø, men Pastoren var en stor pædagog, så vi både lærte noget og var glade for skolen. Så vi er glade for, at vi tog realen med, siger Bodil Hansen.
Realisterne fra 1956 er i dag spredt for alle vinde. En enkelt bor så langt væk som i New York.
- Han plejer også at deltage i vores årlige sammenkomster - og vi tager normalt hensyn til ham i planlægningen. Men i år kunne vi ikke få det til at hænge sammen. Det er vi naturligvis kede af, men han har lovet at komme næste år, siger Arne Andersen.
Andersen har desuden lovet at være vært for begivenheden igen næste år.