Billede beskrivelse

Alle kom godt rundt på dansegulvet i Tranum

28. oktober 2025 kl. 11.03

TRANUM: Tranum Folkedansere afholdt mandag 20. oktober årets Liegstow i hallen ved Tranum Skole, hvor dansere fra naboforeningerne i Aabybro, Biersted, Saltum og Tholstrup deltog. I alt var omkring 50 dansere samt tre spillemænd samlet til en livlig og fornøjelig aften.

Aftenens dans blev ledet af Karen Jørgensen, som sørgede for, at alle kom godt rundt på dansegulvet. Der blev danset et bredt udvalg af traditionelle danse som polka, vals, tretur, firtur, kvartriljedanse og Sønderborg dobbeltkvadrilje.

Midtvejs blev der holdt kaffepause ved smukt efterårspyntede borde, hvor deltagerne nød hyggen og sang et par sange sammen.

De deltagende foreninger oplever desværre en generel tilbagegang i antallet af dansere, og håbet er at kunne tiltrække flere nye medlemmer. Alle er velkomne – uanset alder – så længe benene kan følge med i takt til musikken.

Det er heller ikke nødvendigt at møde op med en partner, da der altid findes en løsning, når tonerne spiller.

Tranum Folkedansere tilbyder, at de første tre danseaftener er gratis, så interesserede kan få mulighed for at prøve, om folkedans er noget for dem.

Foreningen danser hver mandag aften kl. 19.30–21.50 i hallen ved Tranum Skole. Efter julepausen genoptages dansen mandag 5. januar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste