Billede beskrivelse

Alle inviteres til nytårsdyp på stranden

30. december 2024 kl. 17.00

BLOKHUS: Når kalenderen rammer årets sidste dag, inviterer Destination Blokhus til et forfriskende og festligt nytårsbad på Blokhus Strand. Denne iskolde tradition er blevet et populært tilløbsstykke, hvor hundredevis af modige deltagere hopper i Vesterhavet for at fejre årets afslutning.

Det foregår tirsdag 31. december klokken 11.00.

Bag arrangementet står Erhvervsforeningen Destination Blokhus, Søstjernerne, Blokhus og Omegns Grundejerforening samt Visitjammerbugten, som sammen sørger for, at nytårsbadet igen bliver en livsbekræftende og mindeværdig oplevelse ved foden af Sømærket.

Kl. 10.55 vil kommunalbestyrelsesmedlem Niles Christian Hem holde sin badetale, og præcis kl. 11.00 markerer nytårshornet starten på årets sidste – og måske mest forfriskende – dukkert, ledet af badeklubben Søstjernerne.

Gør oplevelsen endnu festligere med nytårshat

Eventansvarlig Jannie Ratke opfordrer alle deltagere til at komme iført nytårshatte for at sprede ekstra nytårsstemning på stranden.

Billede beskrivelse

Efter den kolde dukkert tilbydes alle badende en Blokhus Bitter, og Søstjernerne leder fællessangen for at afslutte sæsonen med et festligt farvel.

Desuden stiller Saunahytten.dk med en sauna på stranden, så man kan få varmen efter det forfriskende dyk.

Alle deltagere og tilskuere opfordres til at parkere til højre for nedkørslen for en smidig start på arrangementet.

Program

10.55 Badetale ved Niels Christian Hem, medlem af Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune

11.00 Nytårshornet sætter gang i årets nytårsbad anført af Søstjernerne

11.15 Årets badesæson afsluttes med fællessang og en Blokhus Bitter

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste