Aage blev mishandlet et halvt år af Gestapo
AABYBRO: Den 30-årige arbejdsmand Aage Ingemann Kristensen fra Aabybro kom i 1944 ved en misforståelse i kløerne på det hemmelige tyske politi Gestapo. I næsten et halvt år blev han udsat for systematisk vold af terror-organisationen Gestapo. Kun ved et usandsynligt held undslap Aage med livet i behold, men med ar på sjæl og krop indtil sin død i 1980.
Her 80 år efter Aage Ingemanns arrestation bliver der kastet lys over historien. Dels bliver der en kort version i Nordjyske Museers container "Den korte historie", som kommer til Aabybro 1. oktober, dels er der foredrag ved museumsinspektør Thor Bæk Pedersen, som også holdt en række populære og udsolgte foredrag om den falske by Munidorf ved Aabybro.
Grunden til, at Aage Ingemann blev anholdt i december 1944 var, at Gestapo mistænkte ham for at være modstandsmand. Aage Ingemann havde købt et våben af en tysk soldat.
- Hvad han skulle bruge våbenet til, ved vi ikke. Men jeg er helt sikker på, at han ikke var modstandsmands, fortæller Kurt Ingemann Kristensen, søn af Aage.
Men Gestapo anholdt ham, fordi de mente han var modstandsmand. Han blev sat i arresten i Aalborg og systematisk udsat for tortur i Gestapos nordjyske hovedkvarter på Boulevarden 27 i Aalborg.
Ofte blev Gestapos fanger overført til Frøslevlejren tæt på den dansk tyske grænse, og derfra måske videre til en af de tyske kz-lejre. Men Aage Ingemann var for afkræftet til den tur efter den massive tortur. Han blev derfor i arresten i Aalborg. Lige indtil befrielsen.
Tidligt om morgenen 5. maj 1945 blev Aage og to andre fanger hentet af Gestapo i arresten i Kong Hans Gade, de skulle nemlig fungere som gidsler på Gestapo-folkenes dramatiske flugt ud af byen op gennem Vendsyssel. Men bussen, de flygtede i, forulykkede ved Sulsted, og det lykkedes Aage Ingemann at slippe væk.
- Fra befrielsen i maj til oktober var han indlagt på sygehus efter den voldsomme mishandling, fortæller sønnen Kurt Ingemann.
- Han fik varige mèn, både fysiske og psykiske. Han kunne ikke snakke om sine oplevelser, heller ikke til sine nærmeste. Han fortalte aldrig noget til mig, fortæller Kurt Ingemann.
- Min far var helt sikkert ramt af det, man i dag kender som PTSD. Han havde hjerteproblemer og døjede også med vand i lungerne, fortæller Kurt Ingemann.
Aage Ingemann Kristensen døde som 66-årig i 1980.
Tilløbsstykke
Formanden for Lokalhistorisk forening for Aaby Sogn, Peter Mølgaard, fortæller, at interessen for at høre historien om Aage Ingemann Kristensen er utrolig stor. Museumsinspektør Thor Bæch Pedersens tre første foredrag med titlen "I kløerne på Gestapo" i lokalhistorisk forenings lokaler i DGI Huset er alle udsolgt. Men der er muligheder for at få billet til foredrag 14. november samme sted.
Foredraget holdes også i Saltum 24. oktober, hvor der er udsolgt, samt Fjerritslev 7. november hvor der er få billet tilbage.
- Det er helt utroligt så stor interessen er for lokalhistorien. Først var det Munidorf og nu er det den utrolige historie om Aage Ingemann Kristensen, som vi glæder os til at høre fortalt af Thor Bæch Pedersen, som er en fantastisk fortæller, siger Peter Mølgaard.
Containeren med den korte udgave af historien om Aage Ingemann Kristensen er åben hver dag kl. 8 til 21 fra 1. oktober til 28. oktober i Aabybro Centret. Foredragene med Thor Bæch Pedersen er arrangeret af Folkeuniversitetet i Jammerbugt i samarbejde med Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn