80 år er ingen alder: Kristian går fortsat på havet
SLETTESTRAND: Fiskeriet er bestemt ikke, hvad det har været. Men der er stadig fisk derude, som venter på at blive fanget.
Det mener fiskeren Kristian Kragh fra Hjortdal, som fredag den 11. juli fyldte 80 år. På trods af alderen har han ikke tænkt sig at stoppe med fiskeriet fra Slettestrand, selv om det nu foregår på fritidsbasis og ikke som et egentligt erhverv.
Den runde fødselsdag blev fejret fra morgenstunden sammen med vennerne i Bådelauget Jammerbugt, som har 40 medlemmer. Lauget er et af fire bådelaug, som fortsat driver fiskeri fra Slettestrand.
Gang i røgeovnen
Snakken rundt om fødselsdagsbordet handlede da også mest om fiskeri og vejrudsigten for de kommende dage – og slet ikke petanque, som er den normale pensionistbeskæftigelse i vore dage.
Der var også fisk på bordet. Både hjemmerøget laks og hjemmerøgede ørreder, som Kristian Kragh indrømmer er fanget i en put and take-sø. For han kan slet ikke slippe fiskeriet, som også har været hans levebrød igennem den livslange karriere som erhvervsfisker.
Som 15-årig kom han ud at tjene på en gård, som var det normale for egnens unge i 1960, men det varede nu ikke så længe, før han begyndte at fiske.
- I fiskeriet kunne jeg tjene det samme på den uge, som jeg fik på et halvt år på gården, så det valg var ikke så svært, fortæller Kristian Kragh.
Årene efter gik med både fiskeri og landbrug, indtil Kristian Kragh i 1972 købte kutteren Fortuna sammen med broderen og sidenhen kutteren Irene opkaldt efter fru Kragh, Gerda Irene, som Kristian blev gift med i 1966.
Tilbage til Slettestrand
I nogle år fiskede de fra Hanstholm, men vendte tilbage til Slettestrand, hvor Irene blev den sidste båd i Slettestrand i 1999, da erhvervsfiskeriet sluttede i den lille badeby.
Men Kristian Kragh var ikke sådan at stoppe.
- Det er ikke mindst Kristians fortjeneste, at vi fik stablet Han Herred Havbåde på benene i Slettestrand – og han har fortsat stor betydning for Slettestrand, fordi han altid er klar til at lære fra sig, fortæller den tidligere præst i Hjortdal Ejler Winkel, der også selv har prøvet at fiske, men hårdt presset erkender, at det vist var meget heldigt, at han blev menneskefisker og ikke erhvervsfisker.
- Havet er en farlig arbejdsplads, indrømmer Kristian Kragh, der i 1962 mistede sin bedste kammerat Leo, som blev skyllet overbord.
Den værste tur
- Jo, der har da været bud efter mig et par gange. Den værste tur var en vinter, hvor vi sejlede langs kysten mod Slettestrand i en voldsom orkan.
- Folk fra kysten havde alarmeret Skagen Radio, fordi de havde set, at jeg blev væk i bølgerne flere gange. Og det så da også lidt skidt ud, så jeg bad om at få en gummiged til at følge mig inde på stranden, hvis jeg ikke nåede helt hjem, men det så nok sværere ud fra land af, end jeg selv oplevede det.
- Irene var udstyret med en 65 hestes Bukh-motor – og somme tider sejlede vi også baglæns. Men jeg nåede da Slettestrand. Der blev igen lidt panik inde på land, fordi jeg sejlede forbi, men jeg vidste, at jeg var nødt til det på grund af strømmen.
Som en speedbåd
- På det rigtige tidspunkt vendte jeg og stod ind mod kysten. Jeg tror aldrig, at Irene nogensinde har sejlet så hurtigt. Vandet stod op til begge sider som fra en speedbåd – og så stod jeg på land. Helt præcist på min faste plads mellem to andre kuttere, fortæller Kristian Kragh.
- Det var først bagefter, at jeg kom til at tænke på, hvor farligt det havde været. Og så begyndte jeg at ryste. Heldigvis kom en af vennerne med en dram – og det var så det, siger Kristian Kragh stilfærdigt, mens vennerne ved fødselsdagsbordet lytter.
Hustruen kan bekræfte historien.
- Det var slemt den dag. Og det var først da børnene blev voksne, at vi fortalte historien til dem, fortæller hun, der glæder sig til den 9. april næste år, hvor hun kan fejre diamantbryllup sammen med Kristian.
- Så må vi jo håbe, at det ikke er fiskevejr den dag, lyder kommentaren tørt fra den nu 80-årige Kristian Kragh.