Bagermester, Anders Olesen, fra Aaby-bageren kan sammen med sin hustru fejre 35 års jubilæum som selvstændige bagermestre. Foto: Bitten Holmsgaard
Mennesker

35 år som kærester og kollegaer: Anders og Birthe kører på

07. maj 2022 kl. 12:00

Bagermester Anders Olesen står ved det store bord hos Aaby-bageren i Aabybro og laver brunsviger. I et lille rum ved siden af er hans hustru, Birthe Olesen, som også er bagermester, i gang med at putte fyld på en plade med lagkagebunde. 1. maj kunne parret fejre, at de har arbejdet sammen som selvstændige bagermestre i 35 år.

- Det er da lidt underligt, fordi man tænker, hvor er de 35 år blevet af? Det er jo lidt stort at have at holdt ud i 35 år, fordi det er en hård branche, siger bagermester, Birthe Olesen.

Bagermesterparret mødte hinanden på bagerskolen i Holstebro, og allerede inden de var færdiguddannede, købte de deres første bageri i Biersted i 1987. Birthe Olesen husker tydeligt den første dag.

Birthe Olesen, bagermester i Aaby-bageren, synes, det er stort, at hun sammen med sin mand kan fejre 35-års jubilæum som bagermestre. Foto: Bitten Holmsgaard

- Det kan jeg sagtens. Jeg har også vores tilbudsseddel. Den vi sendte ud dengang. Der tog vi 1 krone for rundstykker og 9,95 for en wienerbrødskringle og 19,95 for en lille Othellolagkage. Det kan vi altså ikke sælge til i dag. Det koster i hvert fald penge, hvis vi skal sælge det til i dag. Vi havde overvejet, at vi ville have gjort det. Men så efter alle de her prisstigninger, så tænkte vi ”nej, det har vi råd til,” fortæller hun.

Faglig sparring på hjemmefronten

Allerede året efter købte de Vestergades Bageri i Aabybro. De næste otte år drev de begge bagerier. Men i 1996 solgte de Biersted Bageri. Vestergade blev skiftet ud med Østergade og Aaby-bageren i 2008. I alle 35 år har de to bagermestre arbejdet side om side, og det er gået uden de store gnidninger.

- Det er udmærket. Bare han gør, som jeg siger, siger Birthe Olesen leende og skynder sig at tilføje:

- Nej, det er gas.

Bagermester, Anders Olesen, er i gang med at lave brunsviger. Foto: Bitten Holmsgaard

Hvor andre ægtepar måske ville få mere end nok af hinanden, hvis de også skulle arbejde sammen, er det ikke tilfældet for Birthe og Anders Olesen.

- Vi kan jo snakke fagligt sammen og snakker om alting derhjemme omkring det her. ”Hvad skal vi lige gøre i morgen?” Vi kan jo altid sparre med hinanden, siger hun.

Selvom Birthe Olesens arbejdsliv er fyldt med gær, mel og sukker, hænder det, at hun også bager derhjemme. Det kan hendes mand dog ikke finde på.

Fra 3.500 til 300

Anders Olesen smører brun farinmasse på dejen og fortæller, at da de åbnede deres første bageri, var der cirka 3.500 bagerier i Danmark. I dag er der under 300.

- Der er forsvundet rigtig mange. Der er ikke så mange selvstændige tilbage, og der bliver kun færre, siger hans hustru.

De oplever, at mange mennesker i dag køber deres brød i supermarkedet i stedet for hos bageren.

Aaby-bageren er også presset af de høje energipriser. Ifølge Anders Olesen steg deres elregning til 35.000 kroner om måneden 1. marts i år. Og det på trods af at deres ovne kører på olie.

Jubilæum og lagkage

På jubilæumsdagen nød bagermestrene et stykke af deres egen lagkage. Men det var ikke til deres egen fest.

- Vi var faktisk til konfirmation i søndags. Og der fik vi lagkage. Men ikke i den anledning, fortæller Birthe Olesen med et stort smil.

- Ding, dang, dong, lyder det døren fra bageriet, da en ny kunde kommer ind.

Parret er glade for, at de trods alt har mange stamkunder, som trofast køber rundstykker, rugbrød og roulade. Men de regner alligevel ikke med, at de når 35 år mere som bagermestre.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu