Kasper mistede sin Bedste til kræft. Nu sælger han bolsjer for at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelse. Foto: Privatfoto
Mennesker

11-årige Kasper sælger bolsjer til et godt formål

På få uger har Kasper indsamlet knap 3000 kr. til Kræftens Bekæmpelse

08. juni 2021 kl. 09:00
Kasper modtog 250 bestillinger første dag. Lige siden har weekenderne bestået af at lave og pakke bolsjer. Foto: Privatfoto Privatfoto

FJERRITSLEV: Kasper Hintze Olsen på 11 år mistede for to og et halvt år siden sin Bedste til kræft.

Hun havde kæmpet i tre år, og tabet påvirkede hele familien. Efterfølgende har familien været ude at samle ind ved landsindsamlingen for Kræftens Bekæmpelse. Nu har Kasper fundet en ny måde at samle penge ind til det gode formål.

Denne jul fik Kasper en bolsjestartpakke i gave. Han ville gerne lave bolsjer og sælge dem til Stafet for livet i Fjerritslev dette år. Desværre kunne arrangementet ikke gennemføres grundet corona.

- Jeg nævnte for ham, at vi i stedet kunne lave et opslag på Facebook og prøve at sælge lidt bolsjer for derefter at donere pengene til Knæk Cancers indsamlingsshow i oktober, fortæller Kaspers mor, Kate Hintze Mathiasen.

Den idé var Kasper med på. De to startede lørdag 22. maj med at producere bolsjer derhjemme. Responsen var overvældende for samme dag fik de ca. 250 bestillinger.

- Det var et rent luksusproblem, for vi fik så mange bestillinger, at vi næsten ikke kunne følge med, fortæller Kate Hintze Mathiasen.

De måtte bestille flere råvarer hjem, og næste weekend stod far, mor og Kasper i køkkenet i ca. 20 timer for at lave og pakke bolsjerne. På disse få uger har Kasper indsamlet knap 3000 kr. til Kræftens Bekæmpelse. Han har også modtaget penge fra folk, der blot ville støtte et godt formål.

Kasper vil gerne producere endnu flere bolsjer, og han har allerede modtaget mange genbestillinger. Familien forventer, at de kan nå adskillige omgange af bestillinger, og dermed samle endnu flere penge ind inden Knæk Cancers store indsamlingsshow 30. oktober.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu