Louise Mackenhauer og hendes mand, Rasmus, har i år overtaget forpagtningen af den tidligere strandkiosk i Rødhus. De har lavet den om til Rødhus Café & Isbar. Foto: Bitten Holmsgaard
Mad og drikke

Strandcafé er kommet flyvende fra start: - Jeg elsker det

29. juli 2022 kl. 14:12

Mellem 750 kilo og 1 ton brød har Rasmus Mackenhauer bagt på fem-seks uger. Hans brød går som, ja, varmt brød i Rødhus Café & Isbar, hvor det bliver brugt til sandwich og som tilbehør til andre af strandcaféens retter. Hans hustru, Louise Mackenhauer, der også står bag disken, er superglad for den modtagelse de som nye forpagtere har fået.

- Vi oplever enorm stor opbakning. Både fra de faste sommerhusejere heroppe, men faktisk også fra nærområdet, Aabybro, Pandrup, Kaas, Blokhus, fortæller hun.

Louise og Rasmus Mackenhauer nåede ikke at færdiggøre drømmen om indendørs siddepladser i år. Men når Rødhus Café og Isbar åbner næste sommer, kan gæsterne også nyde mad, is og drikkevarer indenfor. Foto: Bitten Holmsgaard

Rødhus Café & Isbar åbnede første gang den 18. juni med Louise og Rasmus Mackenhauer som forpagtere. De har smidt grillmaden på porten. I stedet satser de på høj kvalitet, økologi og lokale produkter.

- Overordnet set vil jeg sige, at vi er blevet taget mega godt imod. Folk er glade, og jeg synes, det er gået godt. Jeg synes, at det er nogle dygtige medarbejdere, vi har fået. De er blevet sat på en prøve. Størstedelen af dem har jo aldrig haft et job før, siger Louise Mackenhauer.

Blandt de unge ansatte er også flere af forpagterparrets egne børn.

Arbejder fra klokken 10 til 24

Louise Mackenhauer holder fri fra sit arbejde som sygeplejerske for at drive strandcaféen i Rødhus hen over sommeren. Selvom hun tidligere har arbejdet i café, er der alligevel noget, der har overrasket hende.

- Det er enormt tidskrævende, og det tror jeg måske ikke lige, jeg havde husket, at det var så tidskrævende, siger hun og fortsætter:

- Så det, tror jeg, kommer lidt bag på mig. Men ikke mere end at jeg tager det med et smil og så tænker: ”Nå ja.”

Halvvejs gennem deres første sæson kan forpagterparret se tilbage på en succesfuld åbning og mange trofaste kunder fra sommerhusene og lokalområdet. Selv på en dag med kuling er der gæster på terrassen. Foto: Bitten Holmsgaard

Siden åbningen har hun haft én plus to halve fridage. Ellers møder hun klokken 10 hver formiddag og går hjem klokken 24.

- Jeg elsker det, og jeg tager mig selv i at stå hernede og møde ind klokken 10 og tænke: ”Nå, nu har jeg nok været her et par timer.” Og så kigger jeg på klokken, og så er klokken fire og så tænker jeg: ”Gud, har jeg været her i seks timer?” Og jeg har bare nydt det og set glade kunder og fået lidt small talk og hygget mig med mine medarbejdere, som nogle af dem er mine børn. Så jeg synes, det er det værd, fortæller Louise Mackenhauer med et stort smil.

Statsministeren som kunde

Rødhus Café & Isbar har allerede haft en meget kendt kunde nemlig statsminister, Mette Frederiksen. Og det besøg kandiderer til sommerens højdepunkt.

- Det, jeg syntes var sommerens højdepunkt, var, at hun havde hørt om os. De kom ind, og så sagde de, at de havde hørt, de skulle gå herned og få en is. Og så tænkte jeg alligevel: ”Okay, det er fandme fedt. Statsministeren har hørt om os. Det er sgu’ da sjovt.” Jeg tror, det var højdepunktet sådan lige i forhold til det. Men jeg tror, sommerens højdepunkt er faktisk bare at se den udvikling, de unge mennesker har været igennem, siger Louise Mackenhauer.

Louise Mackenhauer (th) fortæller, at besøget af statsminister, Mette Frederiksen (tv), kandiderer til sommerens højdepunkt. Foto: Bitten Holmsgaard

- Jeg er helt benovet over at se, at de der helt forsigtige unge mennesker, der stod inde bag disken og nærmest ikke vidste, hvad de skulle gøre ved sig selv, og nu er det bare: ”Hej og velkommen til, og hvad kan jeg gøre for jer?” fortæller hun.

- Dét er sommerens højdepunkt. Jeg elsker det, siger hun smilende.

De nye forpagtere er nu halvvejs gennem deres første sæson. I slutningen af august bliver strandcaféens åbningstider sat en smule ned, og den 11. september lukker den for i år.

Nyeste