Billede beskrivelse

Rikke og Jesper byder på tarteletter

27. april 2025 kl. 14.02

THORUPSTRAND: Rikke og Jesper Finderup, der sidste år åbnede en popup-cafe i hestestalden på deres ejendom på Thorup Strandvej, er nu klar til en ny sæson.

Det bliver både med flere åbningsdage og nyskabelser på menuen.

- Vi blev godt modtaget sidste år, så nu prøver vi igen, fortæller Jesper Finderup.

- Vi vil blandt andet prøve at se, om der er et marked for frokoster i cafeen. Så nu åbner vi på søndag den 4. maj klokken 12, hvor vi har tarteletter og en lækker hønsekødsuppe på menuen. Så er det planen, at vi prøver at holde åbent nogle gange, inden vi for alvor går i gang for alvor, når turistsæsonen starter.

- Udover frokostlækkerierne har vi akkurat som sidste år også barista-kaffe og lækre kager på menukortet.

Billede beskrivelse

Cafeen er pimpet op

- Planen er udvalgte weekends og så lidt mere i løbet af højsæsonen. Der vil blive lagt op på diverse sociale medier med datoer. Det bliver altid 12.00-16.00, forklarer Jesper Finderup.

- Vi har benyttet vinterperioden til at pimpe cafeen lidt op, så der nu blandt andet er lysekroner i alle hesteboksene.

Rikke og Jesper Finderups cafe åbnede sidste år som en popup-cafe, der kun havde åbent i en måned. Forsøget blev en succes, så nu er de klar til at holde åbent noget mere i år.

Parret har 25 islandske heste på ejendommen på Thorup Strandvej. Men de går udendørs om sommeren – og så opstod ideen med at indrette cafe i hestestalden. Så hestene måtte sidste sommer vige pladsen til fordel for chesterfield-sofaer, barista-kaffe og lækre kager fra den øverste konditor-hylde – og så en masse gæster.

Indretningen af popup-cafeen er meget fransk inspireret – og baggrundsmusikken er franske klassikere som Edith Piaf. Det er ikke helt tilfældigt, for Rikke og Jesper Finderup tilbringer en god del af året i Alsace, hvor de arrangerer cykelture i vinmarkerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste