Porter-passion på højt plan
FJERRITSLEV: Det er en lille, men helt særlig forening i Fjerritslev, som på lørdag inviterer til Limfjordsporter-festival i haven bag det gamle tinghus i byen.
Der er for resten også en helt særlig grund til, at festivalen foregår netop i tinghusets have. For under tinghuset i en kælder sort som – ikke kul, men porter – finder man verdens sandsynligvis største samling af årgangs-Limfjordsporter.
3.500 flasker af slagsen for at være helt nøjagtig. De mange øl står forsvarligt aflåst i arrestforvarerens gamle viktualiekælder. Flaskerne er fordelt på årgangene fra 2019 og frem til det nyeste bryg fra 2024, som netop er ankommet fra Thisted Bryghus, der producerer den sorte Limfjordporter, der af mange vurderes som verdens bedste porter.
Det er foreningen Ronkedorerne, som har den enestående samling. Foreningen har kun otte medlemmer – syv mand og en kvinde. De er alle drevet af en helt enestående passion for Limfjordsporter på et særdeles højt plan.
Et eksperiment i realtid
- Dybest set er det lidt af eksperiment i realtid, som vi er i gang med, fortæller René Hjørnet Jensen, der er oldermand i Ronkedorerne.
- Da vi fik ideen, havde vi ingen anelse om, hvad der sker med en Limfjordsporter, når den bliver lagret i flere år. Teorien var, at det mørke øl ville udvikle sig på samme måde, som det sker med gode vine. Så var der ikke langt fra tanke til handling.
- Vi anskaffede et større parti Limfjordsporter og lagde flaskerne på lager i tinghusets kælder. Vi smagte selvfølgelig på sagerne og havde det fornøjeligt – og det gentog sig så det følgende år.
- Det er blevet til en passion af de helt store. Vi har fundet ud af, at Limfjordsporter kan holde sig i årevis – og vi også fundet ud af, at den udvikler sig med tiden.
- Kort fortalt har en nybrygget Limfjordsporter en frisk smag med en tydelig røgsmag fra røgmalten, mens smagen med tiden bliver mere rund og fyldig. Der er også en vis forskel fra årgang til årgang – især fra årgang 2019, der blev lavet på det gamle bryggeri i Thisted og så til årgang 2020, hvor Thisted Bryghus indviede sig nye bryggeri.
- Men det er alt sammen på de små marginaler. Limfjordsporter er altid – nuancerne til trods – verdens bedste porter, så vi bliver ved med at samle på de sorte dråber. For det er vores passion.
Deler glæden med andre
Ronkedorerne holder ikke passionen for sig selv, men vil gerne dele den med andre. Det var baggrunden for, at den lille forening for to år siden tog initiativ til verdens første Limfjordsporter-festival – og på lørdag er det så tredje gang, at Fjerritslev er vært for den begivenhed.
- Festivalen er en succes, for alle billetterne er solgt på forhånd, siger René Hjørnet Jensen.
- Deltagerne kan se frem til en spændende dag, hvor der udover en lækker grillmenu og fantastisk musik vil blive mulighed for at stifte bekendtskab med forskellige fadaftapninger af porteren, ligesom der vil være mulighed for at smage forskellige årgange af den klassiske Limfjordsporter.
Musikken til den lille, men hyggelige festival i tinghusets have, leveres i år af Kjeld Torbjørn og Henrik Krarup fra Slåbrokband, Jensen fra Provinsen samt De Gyldne Drenge med Ib Buchholtz fra De Gyldne Løver.