Porntip Shoowang og hendes Thai-Chef Foodtruck besøger Brovst 26. november.
Mad & Drikke

Porntip byder på thai-mad fra sin foodtruck

14. november 2022 kl. 15:57

Takeaway-hungrende mad-entusiaster i Brovst og omegn får nu et alternativ til burgerne, pølserne og pizzaerne – i hvert fald for en enkelt dag.

Den 26. november får Brovst besøg af Thai-Chef Foodtruck, som holder foran Coop 365 mellem kl. 14 og 19.30. Her byder truckens ejer, Porntip Shoowang, på ægte thailandsk streetfood som hjemmelavede forårsruller, indbagte tigerrejer, kød og grøntsager i østerssauce eller en drønhot thai-special med chili, hvidløg, peber og stærk basilikum, hvis man tør.

Thai-Chef Foodtruck kommer fra Ydby nær Hurup – og har siden sidste år turneret rundt i byerne i Thy.

- Vi startede det i lokalområdet som et forsøg. Det har været en stor succes, så nu er tiden kommet til også at besøge Han Herred – og vi lægger ud i Brovst om et par uger, fortæller Porntip Shoowang, der nu har boet i Danmark i ni år.

Erfaren thai-kok

Hun er en erfaren thai-kok, der lægger vægt på, at lækkerierne i Thai-Chef Foodtruck alle er hjemmelavet – og hele måltidet bliver gjort færdigt, mens kunderne ser på.

- Det giver lidt ventetid, men man kan også ringe i forvejen og bestille. Telefonnummeret er 55210288, siger Porntip Shoowang.

Hun er en dygtig og erfaren thai-kok, som kender alt til det thailandske køkken, der er blevet meget populært de seneste år. Hun har tidligere drevet restauranter i Skive og Holstebro, men det satte coronaen en stopper for.

- Jeg brænder for at lave mad – og så måtte vi finde på noget nyt. Det blev så til Thai-Chef Foodtruck, der er blevet godt modtaget overalt i Thy.

- Hvis Han besøget den 26. november i Brovst går godt, kommer vi helt sikkert igen, lover Porntip Shoowang.

Annonceret indhold

Nyeste