Mad og drikke

Populært marked sparker påsken i gang

14. april 2022 kl. 08:15

Blæsten sender sandet i byger hen ad stranden. Inden for i Han Herred Havbåde er det ikke vinden, der hyler i ørerne, men stemmerne fra de mange besøgende, som væver et massivt lydtæppe. Seks lokale producenter har stillet deres lækkerier fristende frem, og det trækker lørdag rigtigt mange mennesker til råvaremarkedet i Slettestrand.

- Det er fantastisk. Det er jo fantastisk at kunne stå et sted og komme ud og møde både turister men også lokale. Der er faktisk nogle her, der kommer helt oppe fra Thisted, som har været forbi Slettestrand, så et eller sted har de jo hørt det. Og jeg tænker, at det er fantastisk at stå her i dag også at se alle de mange små lokale virksomheder, som på hver sin måde bidrager til glæden. Det må jo være glæde, det hele. God mad, godt brød, god øl og god, ja, det hele, siger Allan Christensen, brygger og direktør i Bugtens Bryghus.

I samme øjeblik en af de mange besøgende går ud i blæsten igen, kommer en ny ind. Så der er trængsel ved alle standene.

- Sådan er det hver gang. Der er fuldt hus fra vi åbner klokken 10, til vi lukker klokken tre. Og nogen kommer og ser, her er for fyldt, så går de igen - en tur ned på stranden - og så kommer de tilbage senere. Det er ikke sådan, at man går glip af noget. Det er et meget købelystent publikum. Og det hænger nok sammen med, at 50 procent er sikkert turister, fortæller bryggeren.

Udsolgt af brownie og hyldebærmjød

Længst væk fra døren og skjult bag de mange besøgende står DahlLuther, der åbnede deres mikrobageri i Tranum for en uge siden.

- Vi havde hørt, at det var godt besøgt. Men jeg er overrasket over, at der er så mange allerede, siger en smilende Anja Dahl Luther.

- Det er megafedt. Masser af søde mennesker, og noget af det er allerede udsolgt, fortsætter hun.

Et ældre par får smagsprøver på DahlLuthers brownie. De vil gerne købe nogle med hjem. Men det kan ikke lade sig gøre.

- Vores surdejsbrownie den er revet væk, fortæller Anja Dahl Luther.

Bugtens Bryghus må også melde udsolgt på dagens mest populære drik.

- Det er vores hyldebærmjød. Den er udsolgt nu. Og klokken vel ikke andet end næsten 12. Så vi har ikke kørt i to timer, og så har vi ikke flere tilbage, siger Allan Christensen.

Men kunderne behøver ikke gå tomhændede fra råvaremarkedet.

- Vi har masser af andre ting. Vi har fire slags øl med også og æblecider og sådan nogle ting. Vi har masser at byde på. Men det er jo skønt nok. Man kan jo ikke lade være med at gå med hænderne over hovedet sådan en dag. Det er vanvittigt fantastisk, siger bryggeren med et stort smil.

Påsken er i den grad sparket i gang i Slettestrand, hvor der hver eneste dag til og med 2. påskedag er masser af aktiviteter for både store og små, hyggefise og adrenalinjunkier.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu