Kenneth er klar med julesilden
SLETTESTRAND: Køkkenchefen på Rønnes Hotel, Kenneth Petersen, har travlt i øjeblikket. Julefrokostsæsonen nærmer sig, så det er tid at forberede alle julespecialiteterne.
- Vi driver et køkken med stor vægt på det gode køkkenhåndværk, så vi laver de fleste specialiteter selv helt fra bunden – ofte efter gamle opskrifter fra bedstemors tid. Det kan smages, og det er noget, vores julegæster elsker, fortæller Kenneth Petersen.
Travl tid
I den forløbne uge har køkkenchefen haft travlt i køkkenet med at lave julesild.
- De stegte julesild er en af vores specialiteter. De skal laves i god tid, så de kan trække i lage og udvikle den gode smag. Det er godt håndværk, så når vi sætter dem buffeten til jul, anretter vi den stegte sild i en portionsskål med en sild og godt med rødløg, forklarer Kenneth Petersen.
- Jeg laver altid de stegte sild som noget af det første, når vi forbereder julen. De hele fileterede sild drysses med salt og peber. Så smører jeg kødsiden med sennep og peberrod, vender i rugmel, folder fisken og vender den i rugmel, inden jeg steger den i en blanding af smør og rapsolie tilsat citron.
- Når de er færdigstegte, overhældes de med den varme lage med masser af rødløg. Og ryger så på køl med det samme.
Julehumør
- Det er mange sild, der skal steges, så både jeg og vores kokkeelev Magnus er i sving. Det er hårdt arbejde, men også noget, vi kommer i julehumør af – og det er jo ikke så ringe, mener Kenneth Petersen.
Nu står julesildene så og hygger sig i kølerummet, ind til julefrokosterne går i gang for alvor.
Rønnes Hotel tilbyder julefrokoster med både dans og overnatning. Det hele starter med gløgg efter indtjekningen – og efter aftenens frokost spiller High Five op til dans. Det foregår den 29. og 30. november og igen den 7. og 14. december.
Derudover byder Rønnes Hotel også på søndagsjulefrost den 1., 8. og 15. december med den helt store julebuffet, der både byder på Kenneth Petersens julesild og alle de velkendte julelækkerier. Hvis vejret er til det, kan man eventuelt runde julefrokosten af med en frisk tur på minigolf-banen.