Jesper og Britt har åbnet Street Food Blokhus
HUNE: Laden er primært kendt som en butik, der sælger sko, modetøj, tasker, accessories, smykker, møbler, interiør og delikatesser, men nu har indehaverne, Jesper og Britt Ziwes, besluttet at udvide konceptet.
- Vi stod med en stor græsplæne og med en fantastisk beliggenhed, og derfor opstod ideen til at lave streetfood, siger Jesper Ziwes og tilføjer, at området er tiltænkt alle og ikke blot Ladens kunder.
Nu er græsplænen ikke længere bar. I stedet er der skabt en afskærmet oase med loungeområde, bar toiletfaciliteter, scene til livemusik og DJ mv.
- Vores ønske er at skabe et sted, hvor besøgende får mulighed for at slappe af, nyde lækker autentisk mad, og en kølig drink, siger Jesper Ziwes.

Foodtrucks med forskellige tilbud
Ægteparret Ziwes prøvede i påske og pinse kræfter med konceptet, og det viste sig at være populært. Dengang var det i en mindre målestok, men denne gang er det med 150 siddepladser og med mulighed for en række forskellige smagsoplevelser.

- Vi har et burgerkoncept fra "Himmerlandskokken", thaimad fra "Thai2go" i Aalborg, Pandekagekroen der serverer både mad- og dessertpandekager, og endelig er der en vogn, som laver autentiske italienske pizza'er, fortæller Jesper Ziwes.
- Dette koncept findes ikke her i området, og vi ser det som et godt supplement til de eksisterende spisesteder i området. Efter vores mening er det medvirkende til, at destinationen bliver endnu mere spændende at besøge, siger Jesper Ziwes.
Street Food Blokhus har åbent hver dag fra klokken 12-21 frem til 5. august.