Billede beskrivelse

Grim overraskelse for Lisbeth og Ole

14. januar 2025 kl. 07.53

HALVRIMMEN: Bagerparret Lisbeth og Ole Mikkelsen fik et chok og en grim oplevelse, da de søndag vendte hjem til Halvrimmen efter en vellykket uges skiferie i norske Hafjell.

For der havde tidligere på ugen været strømafbrydelse i Halvrimmen. Det var blandt andet gået ud over bageriets fryserum.

- Vi kom hjem til et optøet frostrum, så det var godt nok noget skidt, fortæller bagermester Ole Mikkelsen.

- Vi starter igen tirsdag morgen, men ikke helt som vi havde planlagt. Vi mangler nogle råvarer, som først bliver leveret i løbet af tirsdagen. Derfor er der et reduceret udvalg af brød og kager.

Fuldt sortiment onsdag

- Det er noget, vi ikke selv er herre over, så vi håber og beder til, at kunderne kan bruge det, vi har - og så vil der igen være fyldt op på alle hylderne fra onsdag og torsdag igen.

Halvrimmen bageri er det eneste bageri på Brovst-egnen og nyder stor opbakning i lokalsamfundet. Det er samtidig mange lastvognschauffører og pendleres foretrukne pit-stop på turen mellem Thisted og Aalborg.

- Det er vi glade for, men i dag tirsdag har vi kun et begrænset udvalg af alle de kendte brød og kager på hylderne. Desværre, siger Ole Mikkelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste