Friskpresset juice er en vigtig fest-ingrediens
FJERRITSLEV: Appelsinbaren er måske den vigtigste bar på Vesterhavsrock. For mange af deltagerne hører rockmusik, sommer og friskpresset appelsinjuice - måske tilsat vodka – med til festen.
Rigtige juice-fans er nemme at kende. For de nøjes ikke med et enkelt glas friskpresset appelsinjuice, men går gerne rundt på dyrskuepladsen med en hel kande på godt halvanden liter.
Juicebaren har to avancerede juicepressere, som kører næsten uafbrudt i de to Vesterhavsrock-dage. De to maskiner passes blandt andet af Kristine Borregaard og Winni Bjerre.
De to piger fra FIF Fodbold har tilsammen mere end 40 års erfaring i at forvandle solmodne appelsiner til friskpresset.
- Det er fast arbejde – især når solen skinner, for så vil alle have juice, forklarer Kristine Bjerregaard.
35 appelsiner på en kande
- Jeg har regnet ud, at der går cirka 35 appelsiner til halvanden liter juice. Det smager tossegodt, så der er ikke noget at sige til, at vores juice er populær, siger Winni Bjerre.
Forud vor weekendens koncert har Vesterhavsrock indkøbt 4.500 kg appelsiner. Det er René Hjørnet Jensen fra Renés Vin & Grønt, der tager sig af den handel.
- Vi har et indkøbssamarbejde med Smukfest i Skanderborg, så hvis du synes, at juicen i Fjerritslev smager akkurat som juicen på Smukfest, er der altså en god forklaring.
Særlige juiceappelsiner
- Der er tale om en helt særlig appelsinsort, som kun bruges til juice. Appelsinerne er ikke særligt store, men til gengæld er de smækfyldte med saft.
- De høstes i Spanien lige omkring juletid og bliver så opbevaret i hermetiske lukkede kølehuse, hvor temperaturen er så tæt på nul, som den kan komme. Her ligger de så lige til, vi skal bruge dem.
- Vi har købet fire et halvt tons, for det kan jo ikke nytte noget, at vi løber tør for appelsiner midt under det hele. Men det er også vigtigt at ramme rigtigt på mængden, for appelsinerne har en meget begrænset holdbarhed.
- Vi har heller ikke mulighed for at bruge almindelige spiseappelsiner, hvis det går galt. De er alt for store til at kunne gå i juicepresserne.
Når appelsinerne er delt i to og presset, ryger de ud bag Appelsinbaren, hvor kasserne med appelsinskaller tårner sig op i løbet af Vesterhavsrock.
På søndag, når der skal ryddes op, kommer der en kæmpegummiged og kører hele molevitten på Genbrugspladsen.