Billede beskrivelse

Forpagter på kendt åle-kro stopper

14. september 2025 kl. 08.33

GJØL: Danmarks måske mest berømte åle-kro, Gjøl Kro, skal ud og finde en ny forpagter, efter at Lone Pedersen har meddelt, at hun ikke ønsker at forlænge forpagtningsaftalen.

Det meddeler Charlotte Sletting Fischer fra Ejendomsselskabet Gjøl Kro i et opslag på Facebook.

Lone Pedersen stopper primært af personlige årsager, oplyses det.

- Vi har sammen med Lone vendt hver en sten, men desværre er der ikke anden løsning, skriver Charlotte Sletting Fischer.

Velfungerende kro

- Lone har drevet kroen med stor passion, og hun overlader en velfungerende kro til den kommende forpagter.

- Hun ønsker ligeledes at drive kroen, indtil vi har fundet en ny forpagter, og selskaber med mere forventes selvfølgelig at blive afholdt, hedder det videre.

Billede beskrivelse

Avisen har været i kontakt med Lone Pedersen, der ikke ønsker at uddybe oplysningerne på Facebook.
Lone Pedersen kom til Gjøl Kro i marts 2023 og har siden drevet kroen med sikker hånd. Blandt andet med de berømte stegte ål, der om noget er en del af kroens DNA.

- Der er altid blevet serveret stegte ål på Gjøl Kro. Det er en del af historien – og i øvrigt et tilløbsstykke, fortalte Lone Pedersen til avisen for et år siden.

På jagt efter ny forpagter

Bestyrelsen i Ejendomsselskabet Gjøl Kro går nu i gang med at finde en ny forpagter.

- Hvis I kender nogen, som har en lille kromutter eller -fatter i maven, må i meget gerne sende dem i vores retning.

- Og vi håber, at alle fortsat vil bakke op omkring Lone og kroen, så Lones sidste tid på kroen bliver fyldt med liv og lys i vinduerne, skriver Charlotte Sletting Fischer videre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste