Billede beskrivelse

Det er vildt: Familien Thomsen har genoptaget populær tradition

20. juli 2024 kl. 06.00

AABYBRO: Efter en pause på omkring tre år har Kragelund Bed & Breakfast genoptaget traditionen med at afholde vildtaftener i skolernes sommerferie.

- Vi har så meget vildtkød i fryseren, at vi blev enige om igen at afholde vildtaftener, fortæller Gitte Thomsen, der sammen med sin mand, Jens Oluf, driver stedet.

Vildtet stammer fra egne jorde – i alt 277 hektar, som benyttes til udlejningsjagt. I den forgangne jagtsæson blev der skudt 27 krondyr, og det er blandt andet dette kød, som nu ender på en vildtbuffet.

Billede beskrivelse

Onsdag aften havde 50 gæster booket bord, og det var nødvendigt at dække op i familiens private stue.

- Hvis vejret er godt, kan vi snildt dække op til 50 personer, men når sommeren er, som den er, er vi nødt til at afholde arrangement i henholdsvis jagtstuen og i vores egen stue, fortæller Gitte Thomsen, der selv laver en stor del af maden.

- Jeg får hjælp – blandt andet fra vores rengøringskone og vores søn, Oliver. Det er en aften med en rigtig god stemning, og jeg fornemmer, at gæsterne hygger sig, siger hun.

Flere værelser i år

De populære vildtaftener er blot en lille del af Kragelund Bed & Breakfast, som består af syv værelser, hvor der i alt er plads til 20 personer. I år er der antallet af værelser øget, idet parret har åbnet for booking af værelser på det tidligere harmonikamuseum i Tranum, som de købte for et par år siden og efterfølgende renoveret.

Jens Oluf Thomsen driver Øland Entreprenørforretning, og Gitte Thomsen varetager administrationen. Parret overtog Kragelund i 2007, og siden er ejendommen blevet omdannet til et resort med skydesimulator, udekøkken, legeplads, et område med vildmarksbad, koldtvandsbad og sauna.

Billede beskrivelse

- Jeg må erkende, at det var mig, der gerne ville lave Bed & Breakfast. Der var i forvejen en værelsesbygning, som blev brugt til jægere, der var på jagt, og jeg syntes, det var ærgerligt, hvis ikke vi benyttede os af muligheden, så i 2009 startede vi med udlejning, siger Gitte Thomsen, der kan konstatere, at der er rift om at benytte stedet.

- Vi afholder teambuilding for firmer og sportsklubber. Om vinteren har vi mange jægere, som booker et ophold her for at gå på jagt, og om sommeren er det primært feriegæster, der kommer her for at nyde roen, naturen og betragte dyrelivet, som findes lige uden for ejendommen. I aftes sad gæsterne udenfor og nød synet af omkring 60-80 krondyr, der gik rundt herude, siger Gitte Thomsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste