Mad & Drikke

Den lokale fiskeekspert: Nytårstorsken er på vej ud

27. december 2022 kl. 09:00

Den traditionelle nytårstorsk er på vej ud. Til gengæld har danskerne taget skaldyr til sig, og mange fejrer nytåret med østers, muslinger og hummer – og skal det være rigtig fint endda med kaviar. Det fortæller fiskehandler Mogens Klausen i Hune.

Der er flere grunde til de ændrede festvaner.

- Jeg må erkende, at torsk efterhånden er blevet dyr mad. Der landes ikke ret mange på auktionen, og det giver sig selvfølgelig også udslag i priserne. Det skal også med i billedet, at alle de store supermarkeder kører tilbud på oksemørbrad. Det er blevet en populær og billig spise.

- Jeg køber nok også selv en oksemørbrad eller to. De ryger i hakkeren, og så laver jeg hakkebøffer af dem. Det er også altid godt – med bløde løg.

- Men der er også sket nogle forskydninger i især de unge menneskers vaner. Vi sælger for eksempel masser af fish’n chips hele året rundt, siger Mogens Klausen.

Nytårstorsken er på vej ud. Til gengæld spiser mange danskere skaldyr nytårsaften.

Skaldyr og champagne

- Hvis vi ser på nytårsmenuen, tror jeg også, at det spiller ind, at mange unge mennesker er begyndt at fejre nytåret med champagne eller andre mousserende vine – og her er skaldyrene jo et godt valg.

- Der er i øvrigt en ting, der ikke har ændret sig. Alle vores kunder spiser fiskefilet til julens mange julefrokoster – og sådan har det altid været. Og her er kunderne kvalitetsbevidste. De vil have friske fiskefiletter. De færdigpanerede fra frysedisken i supermarkedet er ikke sagen, når man har gæster.

Mogens Klausen spiser selv fisk hver eneste dag.

- Jeg kan ikke komme i tanke om noget bedre. En sild til frokost – og så måske lidt fisk i fad til aften. Det er for resten verdens nemmeste ret.

- Læg fisken i ildfastfad med nogle grøntsager, eventuelt en sjat fløde og så i ovnen i 20 minutter. Det lykkes hver gang.

Mogens elsker fisk

- Jeg elsker fisk, så jeg har svært ved at pege på en favorit. Men hårdt presset er min favorit nu nok rødfisk. Den er så delikat og fast i kødet, at jeg aldrig kan få nok af den. Og så er det for resten heller ikke butikkens dyreste fisk.

Nu håber fiskehandleren så, at der ryger mange af havets delikatesser på nytårsbordet.

- Jeg var nødt til at lukke et par måneder på grund af energipriserne, men alle opfordrede mig til at åbne igen. Så nu håber jeg bare, at rigtig mange vil have frisk fisk og skaldyr på nytårsmenuen. Jeg skal nok sørge for at have alle lækkerierne i butikken op til nytår, lover Mogens Klausen.

Annonceret indhold

Nyeste