Billede beskrivelse

Danmarks bedste grillpølse-øl skal findes i Fjerritslev

05. maj 2026 kl. 06.00

FJERRITSLEV: Lørdag 23. maj danner Krotorvet i Fjerritslev rammen om en helt særlig begivenhed, der både byder på grillpølser og godt øl.

Det er ølentusiasten René Hjørnet Jensen fra Renés Vin & Grønt, der har fået en god ide.

- For nogle år siden sad jeg sammen med min gode ven Carsten Bertelsen - en af Danmarks mest kendte øl-eksperter og spiste en grillpølse. 

- Her bemærkede han, at netop en bestemt øl fra Thisted Bryghus var den perfekte ledsager til en grillpølse fra Tican. Den oplevelse har inspireret mig til en idé om at skabe et event omkring det stærke makkerskab mellem øl og grill-pølser, fortæller René Hjørnet Jensen og tilføjer: 

- Konceptet er enkelt. Deltagerne smager fem forskellige øl, som hver serveres sammen med en Frankfurter fra Tican og pølsebrød, og derefter stemmer man på favoritten. Mens vi venter på resultatet, er der god musik fra scenen.

- Vi lægger op til en folkefest for både smagsløg og øregange, når grillen tændes kl. 10.00. For 100 kroner får gæsterne en smagspakke bestående af en saftig frankfurter fra Tican, brød fra det lokale konditori, en stemmeseddel og fem forskellige øl-kandidater fra Thisted Bryghus.

Fem stærke kandidater i ringen

Thisted Bryghus stiller med et varieret felt, der skal kæmpe om titlen som den bedste ledsager til en grillpølse. Dem kan du se i faktaboksen her. 

Kandidaterne

  • Øko Humle (5,8%): Frisk og aromatisk økologisk humleøl.
  • Porse Guld (5,8%): Rund og let krydret med nordisk karakter.
  • Thy Classic (4,6%): En gylden klassiker med let karamelsødme.
  • Black Magic (6%): Mørk Cascadian Dark Ale med ristede noter og frisk humle.
  • Strong Ale (7,2%): Kraftfuld og unik med en let røget smag fra varme lavasten.

Vinderen kåres officielt kl. 14.00.

Mens der smages og vurderes, leveres soundtracket af fem garvede musikere, der har sat sig for at hylde det allerbedste fra den danske musikscene. 

Under navnet ”Bundesen Madsen Bamse og Larsen” vil bandet - bestående af Kaj Malle Smed, Jørgen ”Buller” Gravesen, Jesper Schytte, Gert Pedersen og Søren Bundgaard - fortolke de udødelige klassikere fra Michael Bundesen, Johnny Madsen, Flemming ”Bamse” Jørgensen og Kim Larsen.

Koncerten er gratis og begynder kl. 12.00.

Arrangementet er et resultat af et lokalt samarbejde mellem René Hjørnet Jensen, Thisted Bryghus, Tican og det lokale bageri Konditoriet.

- Vi glæder os til at se Torvet summe af liv igen ovenpå en hård vinter. Det handler om at skabe en god oplevelse i byen, hvor vi kombinerer de gode lokale råvarer fra Tican og bryghuset med fællesskab og god musik, lyder det fra René Hjørnet Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste