Claus vil genskabe kro-stemningen
BIERSTED: Den gode gammeldags mad og den hyggelige kro-stemning skal tilbage til Biersted Kro.
Det har Claus Ørsted besluttet sig for. Han har i første omgang forpagtet Biersted Kro og lykkes missionen for ham, er han klar til at købe kroen.
- Der er krig og uro mange steder. Det påvirker os alle. Vi mangler tryghed og en verden, vi kender. Jeg vil forsøge at gøre Biersted Kro til et hyggelig og trygt sted, som vi kendte det fra dengang Mie, drev kroen, fortæller Claus Ørsted.
Mie, med det borgerlige navn Else Marie Nielsen, drev kroen i 44 år - fra 1978 til 2022. Efter hun solgte har kroen ført en lidt omtumlet tilværelse.
Ifølge Claus Ørsted var der udsigt til en nedrivning af kroen og udstykning af byggegrunde i stedet, hvis ikke han havde overtaget forpagtningen.
- Biersted Kro skal være ligesom i Mies tid. Der skal være god gammeldags mad - og der skal være nok af den. Smørrebrødet, wienerschnitzlerne og de andre kendte retter vender tilbage. Vi skal have den helt rigtige og hyggelige krostemning tilbage, lyder det fra Claus Ørsted.
Ikke fulde omdrejninger endnu
Og det stegte flæsk vender også tilbage. Hver onsdag vil den populære ret være på bordet i kroen.
Kroen er endnu ikke kommet op i fulde omdrejninger, siden Claus Ørsted overtog den for kort tid siden. Krostuen holder åbent fredag-lørdag, men skal på sigt holde åbent hver dag. Og måske vender "de døde duer" også tilbage til den tid.
Kroen skal også i fremtiden være ramme om familiefester, foreningsarrangementer m.v. En stor del af personalet er på plads. dog mangler der en kok.
- Der skal naturligvis være en kok, der er i stand til at lave go' gammeldags mad, lyder det fra Claus Ørsted.
8. november holder han et gammeldags bal på kroen. Der bliver serveret stegt flæsk og derefter spille bandet Hitbox.
Gammel drøm
For Claus Ørsted er det en gammel drøm, der går i opfyldelse med overtagelsen af Biersted Kro. Jeg er også selv kommet til bal på kroen. Jeg forbinder Biersted Kro med fest og glæde, siger han.
Claus Ørsted er 47 år og driver en entreprenør- og kloakmestervirksomhed i Vadum.
- Den virksomhed drosler jeg ned. Fremover vil jeg bruge det meste af min tid her på kroen, fortæller han.
- Jeg har arbejdet udendørs i al slags vejr i rigtig mange år. Jeg begyndte som 12-årig ved et landbrug. Nu trænger jeg til at få lidt mere indendørs arbejde, tilføjer han.