Bente og Mogens elsker fester
SKERPING: Bente Nielsen og Mogens Bislev, værtsparret på selskabs-restauranten Almhus i Skerping, er eksperter i at lave sølvbryllupsfester. For andre mennesker vel at mærke.
For da de to i december kunne fejre, at det er 25 år siden, at de mødtes på den daværende Klim Kro, blev det kun til en beskeden sammenkomst for den nærmeste familie.
- Vi havde travlt på Almhus i tiden op til jul, så der var ikke så meget tid til at fejre det, fortæller Bente Nielsen.
- Vi har i det hele taget ikke så meget tid til at fejre hinanden, men pyt med det – for vi arbejder jo sammen hver eneste dag. Og det går jo godt med Almhus, der er hele egnens ramme om livets store fester – runde fødselsdage, bryllupper, sølv- og guldbryllupper og såmænd også en gang begravelseskaffe, når det skal være.
Kommer før præsten
- Vi har reservationer langt ud i fremtiden. Jeg har hørt fra en kunde, at unge mennesker, der planlægger at blive gift, kontakter os, før de ringer til præsten, fortæller Bente Nielsen.
Bente Nielsen og Mogens Bislev overtog Almhus halvandet år siden. Egentlig var det planen at trappe ned og måske gå på pension efter en længere årrække som forpagtere af køkkenet på Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev. Men Almhus lokkede – og fristelsen var for simpelthen for stor.
- Almhus har i mange år været drevet som forsamlingshus og også som restauration, men havde været lukket i nogle år. Men bygningen er sund, så det endte med, at vi købte stedet og gik i gang med en større renovering. Og allerede mens vi var i gang med malerpenslerne, begyndte bestillingerne at løbe ind.
- Det har kostet masser af knofedt, men vi også glade for resultatet – og i 2025 er det planen, at vi skal have sat skik på det udendørs og lavet en lille gårdhave.
- Vi råder over to selskabslokaler i hver ende af bygningen med plads til 60 og 100 personer – og midt i det hele en dobbelt indgang, garderobe – og så et fuldt moderne industrikøkken med nye køle- og fryserum, så vi har nogle gode faciliteter både til selskaber og mad ud af huset.
Kundernes fest
- Når vi bliver kontaktet af kunderne, er der mange, som undrer sig over, at vi ikke har et menukort. Men det er vores filosofi, at den store fest er kundens fest – og så laver vi det lige nøjagtig sådan, som kunderne gerne vil have det, fortæller Bente Nielsen.
- Vi sammensætter maden helt efter ønske og skræddersyr festen med blomster og duge i de farver, som kunderne ønsker.
- Det fleste vil gerne have det traditionelt med suppe, steg og is, men nutildags er der også mange, der vil have noget med tapas. Er der også nogle, der kræver noget helt specielt – vegetarisk, laktose- eller glutenfrit. Det klarer vi selvfølgelig også.
- Vi elsker at lave festerne. Det er altid sjovt, når gæsterne indfinder sig, for der er mange, som har minder fra Almhus. Og så begynder at fortælle om, at det var deres bedsteforældre i sin tid blev gift – eller at de selv har holdt bryllup her for mange år siden.
Almhus har nemlig en lang historie bag sig. Huset er bygget i 1853 og der har været forsamlingshus og restaurant siden 1911.
På rette plads
- Selv om vi er godt oppe i årene, er vi kommet på den rette plads – og bliver forhåbentlig ved mange år endnu.
- Vi er meget glade for Almhus. Stedet har sin helt egen charme – og forretningen kører strygende. Vi har bookinger et helt år frem – og opbakningen fra lokalsamfundet er enestående.
- Det så vi tydeligt, da vi sammen med de andre handlende i området holdt Skerping by Night i december. For der var stuvende fulgt at glade mennesker. Det er dejligt. Vi elsker det, siger Bente Nielsen.