Vindmøllestrøm til varme
ENERGI: Informationsmøde hos Fjerritslev Fjernvarme var velbesøgt med 150 deltagere
Det var et velbesøgt informations- og dialogmøde, Fjerritslev Fjernvarme holdt for at fortælle om planerne om at opføre fire vindmøller lidt udenfor byen og derved sikre sit bidrag til den grønne omstilling. Omkring 150 ud af de 2300 forbrugere var mødt op for at spørge og diskutere.
- Der var dog ikke så mange af de fastboende forbrugere, som vi havde ønsket. Det var mest sommerhusejere, der deltog i debatten, fortæller fjernvarmeværkets formands, Benny Hegelund.
I forvejen havde man netop gjort en indsats for at også de, der ikke automatisk læser ugeavisen, var blevet opmærksomme på mødet, idet man havde omdelt foldere med invitation i sommerhusområderne.
I debatten, som kom efter orienteringen om projektet, var der naturligvis både for og imod.
- Ingen angreb selve projektet, oplyser Benny Hegelund.
- Det var placeringen af møllerne, der var nogen utilfredshed med blandt især sommerhusejerne.
Indvendingerne gav dog ikke grund til at genoverveje projektet.
- Vil vi have grøn energi, så er det den vej, vi skal gå, mener Fjerritslev Fjernvarmes formand.
- Og vi kan som minimum holde prisen overfor forbrugerne.
Med hensyn til prisen på varme ligger Fjerritslev Fjernvarme lunt i svinget: Billigste fjernvarmeforsyning i Nordjylland er Thisted Varmeforsyning, hvor et gennemsnitligt parcelhus på 130 m2 kan opvarmes for 10.140 kr. om året, mens et tilsvarende hus i Fjerritslev Fjernvarmes område opvarmes for lidt mere, nemlig 12.344 kr. årligt. Dette placerer Fjerritslev pænt på listen sammenlignet med øvrige varmeforsyninger i det nordjyske.
Nu starter arbejdet med ansøgninger, høringer og så videre efter alle regler og love, og om to et halvt til tre år håber formand Benny Hegelund, at processen er ved at være i mål. På Fjerritslev Fjernvarmes hjemmeside kan de, der ikke var til stede ved informationsmødet, orientere sig om projektet.