Vil undervise Tranums borgere i Chi Gong
Anne-Mette Duelund er flyttet "hjem" for at åbne klinik med zoneterapi, øreakupunktur, healing og homøopati
Tranum: Alle kan få noget ud af at træne Chi Gong.
Sådan siger Anne-Mette Duelund fra Tranum, der i slutningen af måneden er klar med ugentlige hold i den kinesiske træningsform, der består af legemsøvelser, der har til formål at tilføre kroppen balanceret og fornyet energi. En træningsform som i følge Anne-Mette Duelund kan praktiseres af alle.
Hun er for ganske nylig flyttet tilbage til det lille samfund i Tranum, som hun ellers flyttede fra i 1994.
- Og jeg har boet mange steder, men aldrig savnet et sted, som jeg er flyttet fra, som jeg har savnet Tranum, smiler hun.
- Jeg tror, at det er noget med, at her er så højt til loftet, at naturen er så nær og så er det bare menneskene her.
Anne-Mette Duelund har også åbnet en klinik i hjemmet på Gøgevej 4 i Tranum, hvor hun tilbyder personlige behandlinger med zoneterapi, øreakupunktur, healing, homøopati og chi Massage.
Anne-Mette Duelund er Golden Wings Chi Gong instruktør siden siden 2009. Anne-Mette Duelund er desuden sygeplejerske, og hun har siden 1989 tilbudt individuelle behandlinger med zoneterapi, healing, øreakupunktur, homøopati. Hun har desuden haft blandt andet zoneterapeutskole i Varde i 10 år og arbejdet i et arbejde-miljørådgivningsfirma.
- Selv har jeg udøvet Golden Wings Chi Gong siden 1995, hvor jeg lærte det på kurser i England.
- Det har givet mig styrke, overskud og glæde på det personlige plan, og af fysiske virkninger kan jeg især nævne, at jeg er blevet symptom- og smertefri i forbindelse af slidgigt i nakken. Det er ellers noget, jeg før var meget plaget af, fortæller Anne-Mette Duelund, der også har gode erfaringer med, at øvelserne hjælper på søvnbesvær, stress og manglende energi.
Det gælder om at finde en balance i livet, mener hun.
- Jeg har siden start på min zoneterapeutuddannelse i 1987, bevidst haft fokus på, hvordan vi som menneske arbejder med - og forholder os til energi og de skavanker, vi kan få ved ikke at leve et balanceret liv. I min klinik har jeg behandlet klienter og givet individuel vejledning og inspiration til netop at opnå bedre balance i livet, fortæller hun og fortsætter.
- Jeg elsker desuden at undervise og inspirere, og jeg glæder mig til hver eneste gang jeg underviser i Chi Gong.
Der er gratis prøvegang 23. januar og holdstart 30. januar om aftenen.
I første omgang bliver træningen indendørs på skolen i Tranum, men Anne-Mette Duelund har ideer om, at flytte undervisningen udenfor, når det bliver varmere.
- Med skov og strand lige i nærheden, så ligger det jo lige for, smiler hun.