Vikingerne vender tilbage til Blokhus
Nordjyske Museer har denne sommer været på turné i det nordjyske med udstillingen "Den Korte Historie". Tirsdag den 3. oktober kommer den til torvet i Blokhus, hvor den blandt andet fortæller om fundet af den store vikingehal ved Hune i sidste vinter – et fund, der gik verden rundt.
Det fortæller Nordjyske Museer til avisen.
"Den Korte Historie" har i løbet af sommeren været rundt forskellige steder i det nordjyske og fortalt lokalhistorien netop der, hvor den fandt sted. Emnerne har været mange – lige fra campinglivets historie til lokale cementfabrikker. Nu er turen kommet til vikingerne fra Hune.
På en snefuld dag i november 2022 fandt arkæologer fra Nordjyske Museer de første spor efter et gammelt og enormt husbyggeri i Hune. Det stod hurtigt klart, at der var tale om en vikingehal fra 800- eller 900-tallet.
En vikingehal blev ikke bygget til beboelse, men som et rum, hvor den politiske elite kunne mødes, og på grund af dens enorme størrelse har den uden tvivl været udtryk for en magtelites tilstedeværelse i Hune i vikingetiden. Med en længde på 36 meter og en bredde på 10 meter og bygget med enorme egetræsstolper har hallen haft monumentale dimensioner.
På mange måder er hallen i Hune en klassisk vikingehal, men dog ikke identisk med dem, som blandt andet findes ved vikingeringborgene Fyrkat og Aggersborg, der stammer fra ca. 980. Hallen i Hune var større og anderledes bygget end dem, vi kender fra ringborgene.
Fundet af hallen gik verden rundt, da den måske kan sættes i forbindelse med to nordjyske runesten, og man dermed måske kan sætte navn på den familieslægt, som stod bag hallen. De endelige naturvidenskabelige dateringer er dog ikke kommet endnu, så hvem, der byggede hallen, og ikke mindst hvornår, er stadig usikkert.
Udstillingen åbnes den 3. oktober kl. 15.30 af Helle Bak Andreasen, der er formand for Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune. Alle er velkomne.
Det er gratis at besøge udstillingen, og den kan opleves på Torvet i Blokhus hver dag frem til den 29. oktober i tidsrummet 8.00 til 21.00.