Vester Hjermitslev har fået insekt- hoteller
Vester Hjermitslev Borgerforening har nu endelig fået opsat insekthoteller udformet som Jammerbugt Kommunes logo ved byens indfaldsveje, på torvet, skolen og i Lunden. Opstillingen skulle have været i foråret, men længere sagsbehandling i forbindelse med indhentning af tilladelser til opstillingen og især covid-19 har forsinket projektet.
Det oplyser John Lovmand, formand for Vester Hjermitslev Borgerforening.
- Insekthotellerne er fremstillet af den lokale smed Niels Alfred Larsen, og galgerne, som insekthotellerne er ophængt i, er udført af Saltum Savværk. Opsætningen er foretaget af byens frivillige. Indmaden i insekthotellerne vil blive isat i løbet af foråret af byens børnehavebørn samt elever fra Saltum Skole, oplyser han.
Projektet har fået støtte fra Spar Nord Fonden samt Jammerbugt Kommunes kultur-, fritids- og landdistriktsudvalg.